Der var enTid, da Solglimt fandt Vei til Hjertet ind,
Da kunde Hjertet smelte som Vox i Solens Skin,
Da kunde det bæve ved hvert Pust, som gled forbi,
Da var der et deiligt Billed, som præged sig deri.
Men nu er Alt derinde saa dødt og mørkt og koldt,
Og stænget til for Lyset med Fængselsdør og Bolt;
Og nu er Hjertet hærdet til Steen i Frost og Storm;
Nu staaer det tomt tilbage som Mesterværkets Form.
24/10 71.