Det er for tidligt at tænde,
Og det er for mørkt til at see;
De røde Gardiner blænde
Det Skjær, som den hvide Snee
I Maanelyset vil sende.
Der summer en eenlig Flue,
Som Ingen forfølger meer;
En spillende Kakkelovnslue
Flakker om mit Klaveer;
Der sidder min unge Frue.
Det Forspil skulde jeg kjende —
— Ikke den Sang! O nei!
De Vers maae synges af Tvende
En skyggefuld Aften i Mai, —
Alt, hvad du vil, uden denne!
Du sætter dig ved min Side, —
Ja, vist er min Lille smuk!
Du vilde saa gjerne vide,
Hvorfor jeg drager et Suk,
Og hvad jeg ikke kan lide?
Mit Barn, naar kun du vil smile,
Jeg glemmer, hvad mig er hændt.
Men nu skal jeg rette Stile;
Saa lad os faae Lampen tændt.
Og lad mine Døde hvile.
27/11 71.