Til Nordslesvigs Repræsentanter
7. Oktober 1873.
7. Oktober 1873.
I drive i det vilde Hav
paa Stumperne af Vraget;
vi frelste fra den vaade Grav
dog Rejsningen og Flaget;
men vi kan ikke komme ud
og bjerge Jer til Landet,
thi Redningsbaaden, som, næst Gud,
vi stoled paa, er strandet.
Vi kan kun spejde Dag og Nat,
om Strømmen ej vil vende,
og milde Godtvejrs Bølgeslag
Jer ind mod Kysten sende.
Men at I kan i Nattens Gys
mod Hjemmet Øjet rette,
vi altid ville tænde Lys
og dem i Vindvet sætte.
Den Tro skal I se stærk og klar
i vore Hjerter brænde:
At end et naadigt Forsyn har
det Heles Styr i Hænde;
at aldrig Ret og Sandhed skal
af Svig og Vold besejres;
at Hovmod altid staar for Fald,
og Pral og Løgn henvejres.
Det Haab skal aldrig vorde slukt,
at denne gamle Stamme,
hvis Hænders Værk og Tankers Flugt
for Ingen blev til Skamme;
— at den har baade Kløgt og Kraft
til for sig selv at raade,
og ikke blot er bleven skabt
til Lægd for Tydsklands Flaade.
Og I skal se en Kjærlighed
til Jer, som aldrig slappes,
om end paa et og andet Sted
vi med hinanden nappes.
Der er dog Malurt i vort Brød
og Sorg i vore Sjæle,
saalænge i vort eget Kjød,
der sidder Grændsepæle.
Hold da, I gode Brødre, ud
i Nattens lange Timer!
Der sker engang et Morgenbrud,
da Frihedsklokken kimer.
Da skal vor Moders Ømhed nok
jer’ vaade Trøje tørre,
og aldrig i vor Børneflok
skal Glæden vorde større!