Ved Afsløringen af Kong Frederik den Syvendes Rytterstatue6. Oktober 1873.1.Ti Vintre bruned Skovens grønne Kroner og rev dem af,siden vi lagde under Sørgetoner Kongen i Grav.Kjærligheds røde Rose dog ej blegned,og ej Hans Æres lyse Blade faldt; Folkehjertet hegned trofast om Alt.Uvejret samled sig, og Lynet flammed over vort Tag;Brødre, hvem samme Moderbryst har ammet, skilte dets Slag.Fjernt ikkun Haabets milde Stjerner skinne,Skygge har bredt sig over Folkets Vej; men Kong Fredriks Minde mørkner den ej.Frihed Han gav os af sin frie Vilje, Hvermand hans Ret;derfor af Vold og Blod vor trange Tilje har ingen Plet.Kæmpe end Aanderne med Pen og Tunge,skattes end Graven paa forskjellig Vis, enige vi sjunge Giverens Pris.Saa skal Kong Fredriks Navn igjennem Tiden sejrende gaa;større vel fødtes før og fødes siden, kjærere faa.Slægt efter Slægt at elske det skal lære,frede og pleje Sæden, Han har lagt; Danmarks Held og Ære vise dens Magt!2. Nu rider Han igjen, vor Konge og vor Ven, igjennem Folkets Skare og hilser mildt ad den. Til Alle og Enhver, som haver havt Ham kjær, Hans Billed taler atter, som dengang Han var os nær.Det taler om Hans Troskab, da Farens Klokke lød,det taler højt om Løftet, Han gav og aldrig brød, om Klangen i Hans Røst, om Hjertet i hans Bryst, om Kongens Folkesind. Og som, i Malm nu klædt, Han for vort Blik er stædt, Han Sønnerne skal minde om vor gamle Kongeæt; og om en Alder ny, da under Vaabengny vi vaktes op til Liv og Daad af Friheds Morgengry;om unge Kræfters Fødsel og muldne Skrankers Fald,om friske Sejerskrandse i Sagas høje Hal, om Rigets bedste Skjold, trohjertet Sammenhold imellem Drot og Folk.3.Men skjønt aldrig vi vil glemme Kongen lagt i Grav,skal ej Mindets bløde Stemme døve Livets Krav.Du, som valgtes til at raade for Hans Riges Tarv,gid Du tage, af Guds Naade, Kjærlighedens Arv!Gid Du se hin Skygge fjernet, rejst Naturens Skjel!Gid Du se vor Frihed værnet trofast af os selv!Gid Du se al Virken lønnes rigt paa Land og Hav!Gid Du se dit Scepter grønnes som en Mandelstav!