Til J. P. E. Hartmann
22. Mai 1874.
22. Mai 1874.
Hil Dig, Du, der en Sommernat i Skoven
lytted til Alfernes Leg!
Hil Dig, hvis Sjæl af Havfrusang fra Voven
fyldtes, naar Fuldmaanen steg!
Hele den Skjønhed, Naturen os skænked,
frisk, men vemodig og blød,
dybt i dit trofaste Minde sig sænked,
højt i dit Strængespil lød.
Du har spejdet i Menneskenes Hjerte,
gjettet dets lønligste Krog,
og dets Saga om navnløs Fryd og Smerte
skrevet i Tonernes Sprog.
Stormende Længsel og smilende Drømme,
Kjærligheds sødeste Lyst
rulled som Perler i blinkende Strømme
ud fra dit sangrige Bryst.
Du har følt, hvad i Livets Skød sig rørte
under dets skiftende Ham;
Aandens susende Vingeslag Du hørte
grant gjennem Hverdagens Glam.
Tidt, naar din Kunst ikkun syntes at være
flygtige Stemningers Tolk,
evige Blomster i Krands Du til Ære
bandt for Dig selv og dit Folk.
Nu din Dag sig til Vintersolhverv nærmer,
blege blev Isse og Kind;
hvad gjør det, naar Apollons Straale skærmer
Sommer og Vaar i dit Sind!
Ældet, Du fostred kun højere Tanker,
dybere greb kun din Sands;
stærkest dit nordiske Hjerte nu banker
i Harmoniernes Dands.
Hil og Tak fra de Gamle og de Unge!
Tak fra dit Folk og dit Land
for hvert Kvad, som Du lagde os paa Tunge,
elsket af Mø som af Mand!
Tak saa for Orgelets mægtige Stemme,
Psalmernes løftende Kor!
Tak for hver Treklang, som lod os forglemme,
at der er Mislyd paa Jord!