†
†
Stille, stille! Taaren taler, stille!
Mens den qvæger med sin milde
Dug det spændte Bryst,
Mens den maaler Savnets Øde,
Mens den tolker Mindets søde,
Ak, men bittre Lyst.
Kjærligt dette Hjerte slog,
Kjærlighed er Taarens Sprog.
Løft Eder, Toner, sagte i klagende Chor!
Livshaab og Lykke have vi sænket i Jord.
Eder hun elsked, Jer hun betroede sin Drøm,
Died sin Smerte af Eders dulmende Strøm.
Løft Eders Vinge, bærer den elskende Sjæl
Did til dens eget, Lysets og Tonernes Væld!