†
†
Et kraftigt Liv i haabfuld Foraarsgrøde,
For Danmarks Frelse frit til Offer bragt,
Paa Ærens Mark, i Seirens Morgenrøde,
Imellem tusind tappre Brødres strakt!
En Død saa skjøn, saa glad, og uden Smerte!
— Ak, hvad forslaaer det for en Moders Hjerte!
Hun vilde trøstes, og hun vilde glemme,
Men fandt ei Glemsel og tog ei mod Trøst;
Det var, som hendes tabte Yndlings Stemme
Bestandig kaldte i det spændte Bryst;
Hun standsed Taaren, vilde synes rolig,
Men hendes Sjæl var Savnets øde Bolig.
Hun vilde leve og sin Kummer bære
Med Qvinde-Taalmod og med ydmyg Hu,
Hun vilde dvæle mellem sine Kjære
Som deres Ømheds Straalepunkt endnu;
Men det var intet Liv — det var kun Døden,
Der nærmed langsomt sig, men ufortrøden.
Den over hendes Træk sit Lagen bredte
Og brød det trætte Legems Kræfter ned;
Ikkun det milde, klare Øie spredte
Endnu en Strøm af Liv og Kjærlighed:
Da sluktes ogsaa det i Midnatstunden,
Og nu — nu har hun Trøst og Hvile funden.
Sov sødt! Den Jord, hvori Din Kiste sænktes,
Din Søns jo gjemmer ogsaa i sit Skjød,
Og ham, mod hvem saa inderligt Du længtes,
Har Du jo mødt igjen bag Grav og Død:
Saa lev da under Evighedens Palmer
Med ham det Liv, hvis Glæde aldrig falmer!