Staa der i Malm trygt under Kirkens Skygge,
Som tidt gjenlød af Malmen i Din Røst,
Du, som var sat paa Jorden for at bygge
Guds Kirke op i Menneskenes Bryst!
Du var en Præst med Ordets Flammetunge,
Med Aandens Hyrdestav og Snillets Magt;
Det Liv, som Du har vakt i Hjerter unge,
Er ikke med Dit Støv til Hvile lagt.
Staa der og see paa disse Høresale,
Som saae Dig i Din Manddoms modne Kraft
Og lytted andagtsfulde til Din Tale,
Saa fuld af Kundskabs Marv og Viddets Saft!
Den græske Old Du op af Graven maned,
Culturens Foraar i en rig Natur,
Og mens du talte, selv Du Veien baned
I Hjemmets Bygder for en ny Cultur.
Staa der i Ly af Lundagårdens Kroner,
Som vifted Glæde til Dig mangen Gang,
Og bæved ved de stærke, klare Toner,
Der fra den største svenske Harpe klang!
Hvad Sproget havde gjemt af Billedvrimmel,
Betroede Musen Dig i fuldest Maal:
Din Sang var en Reflex af Sydens Himmel,
I Straaler brudt mod Wermlands blanke Staal.
Staa der og see ud over Øresundet
Mod Bøgebræmmen om Sjølundas Bryst!
Et fast og mægtigt Led Din Sang har bundet
I Kjædebroen mellem Kyst og Kyst.
Dit Hjertelag var svensk — saa skal det være
Og svensk Dit Ord og Dine Strenges Spil;
Men Broderfolket skatter til Din Ære,
Og Frithjofs Sanger hører Norden til.
Din Mindesten er reist. Selv har Du bygget
Et Monument, som Evigheden naaer;
Thi Sveas Roes er om dets Tinde trykket,
Og Folkets Genius Vagt ved Foden staaer.
Fred over Mindet, der idag fremtræder
For Slægter som Taknemlighedens Tolk!
Fred over hint, Din stolte Sangerhæder!
— Den Hilsen bringer Oehlenschlägers Folk.