Naar Stormen fælder den gamle Eg,
Som, længe luded mod Jorden,
Men forhen skærmed de Stammer, der steg,
Mod Uveirets Magt og mod Straalernes Leg
Som trofast Hyrde for Hjorden —
Da blandes i Smerten ved dens Forlis
Erindringens Glæde og Tak og Pris;
Opfyldt dens Skæbne er vorden.
Naar Lynet splintrer den ranke Bøg
Med Kronens løvrige Smykke,
Som gjenlød af Menneskers Glæde og Spøg,
Af qviddrende Finke og kukkende Gjøg
Og spredte saa klar en Skygge —
Da gaaer gjennem Skovens Sal der et Suk,
Paa Blade og Blomster staaer Sorgens Dug;
Da mørkner Tilværelsens Lykke.
Og saadant et Træ var han, som sank,
Før Livets Middag var runden;
Hans Adel var ægte, hans Skjoldring blank,
Hans Hu som hans Tanke freidig og frank,
Og ærlig — det var han til Grunden.
Enhver, som saae ham i Øiet ind,
Fandt Barnets glade og rene Sind
Med Mandens Alvor forbunden.
Han havde det danske Hjertelag,
Saa sorgløst og varmt tillige;
Stod Danmarks Ære og Folkets Sag
Paa Spil — saa toned han Begges Flag
Og kunde sin Pligt ei svige;
Var Faren ovre, saa foer han i Mag,
Saa kjendte han ikke til Had eller Nag,
Og saa lod han Fem være lige.
Faa Uger — og Vaarens jublende Bud
Hidbæres paa Fuglevingen;
Da axler vort Land sit blommede Skrud,
Da spirer alt Liv, da springe de ud,
De Skove om Iselingen;
Men Øiet, det milde, som femti Aar
Fast saae dem grønnes, i Taarer staaer.
Der mangler et Træ i Ringen.
Det feireste Træ, som op imod Sky
Bar Haabets og Fremtidens Farve,
Som loved de Ymper end længe Ly,
Det springer ei ud med Skoven paany,
Det er kun en livløs Larve;
Men der, hvor det stod, hvor Pladsen er tom,
Der aabner Guds Himmel sit lyse Rum;
Den monne for vist han arve.
Der skulle de samles, frie og froe,
Med hannem engang hans Kjære:
Det Haab, som med Kjærlighed og med Tro
Er voxet op i hans Fædrene-Bo,
Skal hjælpe dem Savnet at bære;
Skal lære i Livets bittreste Vee
At sukke ydmygt: „Guds Villie skee,
Høilovet Hans Navn skal være!”