Det høie Nordens Sangmø staaer og græder,
Og hyller sine rene Træk i Flor:
Den Røst, som lifligst tolked hendes Hæder
For Danmarks Folk, har talt sit sidste Ord;
De skjønne Skikkelser, hvis lange Række
Hen over Scenen skred i Seiersglands,
Dem skjuler nu for evig Gravens Dække;
Hun, som har skabt dem, bær’ sin sidste Krands.
En Sum af Indtryk, fyldige og klare,
Er Alt, hvad hendes Kunst har efterladt;
Men den skal hendes Samtid tro bevare,
Og Hver, som eier den, han har en Skat;
En Skat, som ikke Møl og Rust fortærer,
Som ei med Døgnets Vexel smelter ind:
En Skat, som altid samme Rente bærer,
Et luttret Hjerte, et opløftet Sind.
Hvad var da denne Magt, som hendes Minde
Har gjort saa rigt, saa fattigt hendes Savn?
O, det var den: hun var en ædel Qvinde
Af Liv og Sjæl, og ikke blot af Navn;
Og dette Liv hun aanded i hvert Billed,
Og denne Sjæl hvert Træk hun stemple lod;
I alle Skikkelserne, hun fremstilled.
Randt hendes eget varme Hjerteblod.
Fordi hun kunde ned i Dybet dykke
Fordi hun kunde rumme Julies Lykke,
Og kunde maale, hvad Elvira led;
Fordi hun var en Dronning af Guds Naade
I Følelsernes vide, dunkle Land,
Derfor hun kunde Kunstens Runer raade,
Derfor hun gjorde Illusionen — sand.
Ja, Sandhed var del Maal, som gjennem Skinnet
Hun stræbte efter i sin skjønne Kunst;
Mens Mangen snublede, af det forblindet,
Mens Mangen ledtes vild af Mængdens Gunst,
Gik hun, ydmyg og stolt, sin lige Bane
Med mandig Villie og urokket Mod;
Og Mængden syntes undrende at ane
Den Stræbens Værd, den ellers ei forstod.
Men hun, som i den kulne Høst holdt friske
De rige Krandse fra sin Ungdoms Mai,
Hun hørte gjennem Mængdens Jubel hviske
Et Budskab fra det Liv, som visner ei;
Af denne Verdens Roes og Møie trættet,
Hun længtes efter Fredens stille Land.
Nu har hun vundet, hvad der er forjettet,
Den Herlighed og Ære, som er sand.