Naar dem jeg saae, der nys var mine Lige,
Bestandig løftes høiere i Veiret,
Dem, der sad stille, mens jeg brugte Sværdet,
Og for at falde foretrak at vige:
Og naar jeg da saae Mængden maale Værdet
Blot efter Trinene paa Høiheds Stige,
Og knæle for de Mægtige og Rige —
Saa har jeg stundom Magt og Glands begjæret.
Men naar saa min vildfarne Tanke vendte
Hjem til mit Hjem, det kjærlige og trygge,
Min Daarskab jeg med Ruelse erkjendte.
Nei, jeg velsigner netop Livets Skygge:
I den jeg fandt langt meer end jeg fortjente,
Dig og i Dig et Overmaal af Lykke.