Hvor kan det være, Tidens Tand mig skaaner,
At Bølgegangen i mit Bryst ei lægges,
At ei min Sjæl af Støv og Skimmel dækkes.
At kun mit Skæg, men ei min Tanke graaner?
At af min Ungdoms Drøm jeg ikke vækkes,
At Phantasus mig end sin Vinge laaner,
Og Haabets Himmel for mit Øie blaaner,
Og Modets Landse i min Haand ei knækkes?
Det kommer af, at Du min Sjæl opfylder:
Din Vaarsol klarer Høstens mulne Dage,
Og nøgen Mark og brunet Løv forgylder;
Din Villie holder Tidens Magt tilbage.
Din Ungdom jeg min anden Ungdom skylder.
Du er en Ydun — gid jeg var en Brage!