At Frihed gammel er i Nord,
Og raaded her, som den var hjemme,
Og tidlig lærte Folkets Nemme
Den raske Daad, det rette Ord —
Det læses i de gamle Skrifter,
Det vidne Fædrenes Bedrifter:
Fribaaren Kæmpe Sværdet svang,
Derfor saa høit og vidt det klang.
Derfor lød gjennem Skjoldegny
Paa Thinge Thorgny Lagmands Tale;
Derfor i Islands øde Dale
Den norske Viking søgte Ly;
Derfor Tyrannens Hoved kullet
For Jydens Sværd i Støvet rulled;
Derfor den store Vasa tren
Paa Thronen op fra Mora-Sten.
Men fremmed Trællesæd og Skik
Sig ind i Nordens Lande listed,
Og Folkets Aand sin Spændkraft misted,
Mens Kroppen dorsk i Aaget gik.
Aarhundreder skred over Norden,
Og Verdensstormen rysted Jorden;
Da fløi en Luftning svag herop
Og lysnede om Fjeldets Top.
Da rysted Folket Lænken af,
Og strakte ud de stive Lemmer,
Og lytted til de dybe Stemmer,
Der lod fra frie Fædres Grav;
Da følte det sin Kraft og Vælde,
Da svor det, aldrig meer at trælle,
Men selv at raade for sit Hjem:
— Da brød den norske Maisol frem.
I meer end fyrgetyve Aar
Den nu har over Norge funklet,
Og uforkrænket, ufordunklet,
Paa Fjeldet spredt en liflig Vaar.
Saa skal til sildigst Stund det være,
Og det skal kaldes Norges Ære:
At det har i de gamle Spor
Ført Frihed hjem igjen til Nord.