Vor Grundlov er kun en tolvaars Knægt
I Lærredsbuxer og Vadmelstrøie,
Af simpel Borger- og Bondeslægt,
Men med en Solstraale i sit Øie;
Og klart er Ho’det,
Og varmt er Blodet,
Og godt er Hjertet, og kjækt er Modet
I denne Purk.
Om han end falder lidt fersk og grøn,
Om lidt Barnagtighed ved ham hefter,
Det gjør slet Intet — thi han i Løn
Har, som Svend Felding, faa’t tolv Mands Kræfter;
Ja, han har funden
Og tømt til Bunden
Den Trylleskaal, som var reent forsvunden,
Med Friheds Most.
Og rider atter op under Ø
Med Blæst og Sqvalder Hr. Langben Rise,
Og beiler næsvis til Angels Mø —
Saa skal fuldkommes den gamle Vise;
Saa reiser Drengen
Sig op af Engen,
Hvor han har strakt sig paa Blomstersengen
Og slikket Sol.
Og ud han leder af Bonde-Baas
Sin dannebrogede Hest, den gode,
Og spænder om den med gylden Laas
En Gjord, som Jomfruers Fingre snoede;
Og op i Sadel
Med ægte Adel,
Som Riddersmand uden Frygt og Dadel,
Han svinger sig.
Med Stang af Staal saa han farer frem
Og hamrer lystig paa Jettens Pande,
Og helmer ei, før han vender hjem
Og holder Næsen fra vore Lande.
Da, om end silde,
Der staaer et Gilde,
Da fæster han Møen selv, den milde,
Som han har frelst.
Ja, Drengen, som vi paa denne Dag
For tolv Aar siden bar stolt til Kirke,
Skal op med Lectien i næste Slag
Og confirmeres paa Dannevirke.
Saasnart det kniber,
Stadfæstet bliver,
At Friheden Kæmpekræfter giver
Et lille Folk.