Vort Land, vort Land, vort Fædreland!
Du Havets yngste Søn,
Som pladsker i det blanke Vand,
Og tumler med det hvide Sand,
Og svinger, lys og mild og skjøn,
Hver Vaar Din Fane grøn!
Du fik ei Sølverbræ til Hat,
Til Skjold ei sorte Skær;
Men i dit Fløiels Belte sat
Der er af gyldne Ax en Skat,
Og Silkekappen, som Du bær,
Har Bræm af Svanefjer.
End er af Sind Du blod og veg,
Og end af Villie svag;
Du sysler helst med Skjemt og Leg,
Men blinker ei for Sværdets Eg,
Og gaaer saa kaad og kjæk i Slag,
Som Andre til et Lag.
Og faaer Du Lov at voxe ud
Ved Friheds sunde Marv,
Du vorder nok en Kæmpe prud
Og fæster Dig en Kongebrud,
Og løfter, klog paa eget Tarv,
De store Fædres Arv.