Vort Land, vort Land, vort fagre Hjem,
Med Skovens Bryn og Markens Bræm,
med Taarn og Tind du stiger frem
af blanke Bølgers Silkegem,
vort frie Land,
vort Hjertes Land, vort Moderskød,
i Lykkens Sol, i Nat og Nød
vort Land!
Vort Land, hvor Uffe Sværdet svang
i Hedenold,
hvor Absalon til Lurens Klang
jog Vendens Hær i Vig og Vang,
og hvor med Drøn Kartoven sang
om Dybbøls Vold,
ak, Vold og Uret har du lidt,
men endnu straaler rent og frit
dit Skjold!
Vort Land, end rinder af din Favn
et Kraftens Væld,
end luer Arnens milde Bavn,
end funkler Haabet i dit Savn,
end hvælver Æren om dit Navn
sit Stjernetjæld,
vort stolte Land, trods Ve og Sorg,
vor Gud, han er din faste Borg
til Kvæld!
Vort Land, vort Land, vor Moders Land,
hvor Vuggen stod,
dit er det alt, hvad blot vi kan,
dit er vort Liv til sidste Brand,
dig vil vi værge Mand ved Mand
med Kraft og Mod,
og vove for dit bløde Sprog
og for dit gamle Dannebrog
vort Blod!