Vilhelm Gregersen (1848–1929)

Dejlige Land, hvor den blaanende Vove

breder sin Silke fra Havn og til Havn,

spejlende Bakker og Kirker og Skove,

vuggende tusinde Sejl i sin Favn,

Lærken forkynder din Pris med Sang

højt over Marker og Huse,

Vindene hviske, og Bølgerne bruse:

„Dejlige Danmark!” med jublende Klang.

Dejlige Land, hvor til mægtige Minder

stille vi lytted’ derhjemme paa Skød,

Land, hvor end Korsflaget trøstende skinner,

pegende op over Tidernes Nød,

fribaarne Land, hvor vor Fryd, vort Savn

vugges i Sproget det bløde,

yndige Kvinder, med Hjerter, som gløde,

frejdige Sønner velsigne dit Navn.

Dejlige Land, o hvor kan vi vel nævne,

alt hvad du gav os af ædelt og smukt,

dig vil vi værge til yderste Evne,

dig vil vi tjene med Gerningens Frugt,

dig vil vi ære fra Kongens Borg

ned til den fattigste Stue,

dig vil vi elske, mens Hjertet kan lue,

dejlige Danmark, i Glæde og Sorg!