Kan jeg endnu Sonnettens Sløjfe binde
med sløve Øjne og med stive Fingre,
Skjøndt slappe Strenge aldrig ere klingre
og Tanken famler om for Ord at finde?
Jeg vil jo intet Kampraab lade skingre
og ingen Sejr i Rhytmers Velklang vinde,
men ikkun sige Tak en elsket Kvinde,
der vredes ej, om Versets Fødder slingre.
Ja, jeg vil takke Dig for Sommerglæden,
da Solen skinned og da Rosen blussed;
for Høstens Tid, da Leer kapped Sæden
og Blæsten Skovens rige Lokker studsed;
for Vinteren, da sammen vi paa Slæden
ned over Livets hvide Banker russed.