Agnete sidder paa den ensomme Strand,
Saa sagtelig de Bølger slaae op paa hviden Sand.
De Bølger svulme med skummende Top,
Skjøn Havmand sig skyder fra Havsbunden op.
Hans Pandser var om Livet af sølvblanke Staal,
Derpaa skinte Solen udi Rosenqvel.
Hans Spyd var en Baadstang, dens Krog en Koral,
Hans Skjold var en brunhvælvet Skilpaddeskal.
Hans Hjelm var af Musling, hans Haar var af Tang,
Som Nattergalens Stemme var Havmandens Sang.
Og sig Du mig, skjøn Havmand! alt fra Din vaade Bo,
Naar kommer her en Beiler og fæster min Tro?
Og hør Du, Agnete! hvad her jeg siger Dig:
Alt til Din kjære Fæstemand saa skalt Du kaare mig.
Jeg ejer under Havet saa herlig en Hal,
De Vægge ere slebne af klareste Krystal.
Syvhundrede Piger opvarte ved min Disk,
Foroven som en Qvinde, forneden som en Fisk.
En Slæde jeg ejer, som Perlemor at see,
Den drager mig den Sælhund, som Renen paa Snee.
Og i min grønne Have saa højt de Blomster staae,
De knejse udi Vandet, som udi Luften blaa.
Og er det som Du siger, skjøn Havmand! for sand,
Da vil jeg Dig udkaare alt til min Fæstemand.
Agnete sprang i Havet, den vene Viv,
Han trak hende ned under Havgræs og Siv.
Tilsammen de var udi otte Aar,
Syv Sønner hun der ved Havmanden faaer.
Agnete sidder under Havgræs og Tang,
Da hører hun paa Jorden de Kirkeklokkers Klang.
Agnete ganger for sin Husbond at staae:
Og maa jeg endnu engang til Gudsbord gaae?
Og hør Du Agnete hvad jeg vil sige Dig:
I firogtyve Timer maa Du forlade mig.
Agnete kysser sine Sønner saa brat,
Hun sagde dennem alle tusind god Nat.
Og græde gjorde Store og græde gjorde Smaa,
Og græde gjorde Barnet, som i Vuggen laae.
Agnete nu atter paa Stranden staaer,
Hun havde ej seet Solen i otte Aar.
Agnete triner for sine Frænder ind.
Vi kjende Dig ej mere, Du hedenske Qvind!
Agnete triner ad Kirkedøren ind,
Og alle de Smaabilleder de vendte sig omkring.
Agnete sætter Kalken for sin Mund,
Da var det som hun stirred udi Havets Grund.
Agnete mæler fast ej et Ord,
Den hellige Viin hun spildte paa Jord.
Om Aftnen da Røgen og Mørket faldt paa
Agnete mon atter til Stranden udgaae.
Hun folded sine Hænder den vene Viv:
Gud naade mig og tage mit unge Liv!
Agnete synker udi Græsset ned,
Det siger jeg de Roser de blegned herved.
De Fugle de sjunge saa højt paa Qvist:
Nu døer Du Agnete det vide vi forvist.
I Tusmørkets Time som Solen nedgik,
Da skjælved hendes Hjerte, da brast hendes Blik.
De Bølger de stige med Vee og med Ak,
Saa sagtelig de Liget til Havsbunden trak.
Tre Dage hun var der alt efter sin Død,
Da atter hende Bølgerne til Havsstaden skjød.
Den liden Smaadreng saa aarle vogter Gjæs,
Da fandt han Agnete opskyllet paa det Næs.
I Sandet han grov hende ned bag en Sten,
Den skjermer nu for Bølgerne de mødige Ben.
Hver Morgen og hver Aften er Ligstenen vaad,
Det kalde Byens Piger nu Havmandens Graad.