Hvad Gud er vel den største Gud?
Imellem To er Striden:
Den Ene voren Ungersvend,
Den Anden spæd og liden;
Den Vorne see vi henrykt staae
Med Faklen huldt i Lue;
Den Lille gaaer med Vinger smaa,
Med Kogger og med Bue.
Han elsker Vaarens lyse Luft,
Hvor tusind Blomster bygge;
Den Anden Natfiolens Duft
Og Myrtens milde Skygge.
Den lille Skytte er for Krig,
Med Saar og Død forbunden;
Den Ældre hylder hellig Fred,
En Æskulap i Lunden.
I Venner! om de Guders Rang
Vi ville nu ej trætte.
Paa Begge her med Klang og Sang
Vi Sejrskrandsen sætte.
En Egekrands alvorlig grøn
Vi Hin berede ville;
Og Rosenknuppens muntre Qvist
Omflætte skal den Lille.
Thi Begge skjænke Livets Fred,
Hvorom vi daglig bede.
Lyksalighed og Munterhed
Kun de os tilberede.
Thi Skytten træffer i vort Bryst
Og smelter Iisens Pandsler,
Og vækker os, at Himlens Lyst
Vi i Naturen sandser.
Men giftigt blev dog dette Skud
Og vilde Livet true,
Hvis ej Medvidenhedens Gud
Kom med sin Fakkellue.
Hans Fakkel brænder Giften ud,
Han hele Faren ender.
Og Amors Overgivenhed
Til Alvor Hymen vender.
Hil Amor, som os træffe kan!
Hil Hymen som forbinder!
Hil hver en tapper Yngling, som
Sin Piges Hjerte vinder.
Hil Pigen, som at elske lær,
Og indseer Livets Mening.
Og hil ved dette Bord især
Den kjærlige Forening!