Stærkodders Svanesang
(See Sørgespillet).
(See Sørgespillet).
Saa vidt paa Jorden
Til Syd fra Norden
Jeg frejdig drog.
Hvorhen jeg stævned
Mit Sværd jeg hævned
Og Fienden slog.
Mig Vikar skyldte
Sit Banesaar;
Da knap jeg fyldte
Mit tolvte Aar.
Snart blev jeg Mester
Af Sembrer, Esther,
Thor gav mig Held.
Jeg svang hans Fane
Blev Visins Bane
Paa Arnarfjeld.
Han kunde dæmpe
Den nøgne Od;
Jeg slog den Kæmpe
Med huddækt Bræd.
I Myklegaarden
Tvang Dannebarden
En Brydie stærk.
Saa højt det dundred,
Sig Græker undred
Ved sligt et Værk.
Et Kobberbilled
Blev sat i Lejr,
Som forestilled
Stærkodders Sejr.
Da mig forførte —
Jeg Loke hørte,
Paa Anglen bed;
Jeg slog i Badet
Med Sværdebladet
Min Konge ned.
Jeg bleg mig vendte
Fra Daaden fræk;
Og Angsten spændte
Mig med sin Skræk.
Jeg veg fra Nøden,
Jeg søgte Døden;
Men fandt den ej.
Som Ar jeg fældte
De tappre Helte,
Paa Gothers Vej.
Til Thor jeg klynked:
Send mig en Piil! —
Mig Guden ynked
Med haanligt Smiil.
Hil, hil Alfader
Som Synd forlader!
Jeg fandt min Død.
Min Helt er kronet,
Jeg har forsonet,
Hvad jeg forbrød.
Jeg mer ej bæver
For Helas Qval,
Min Aand sig hæver
Til Odins Sal.