Hvo rider saa sent gjennem Skoven grøn?
Det er en Fader alt med sin Søn.
Han slutter Drengen vel i sin Arm,
Han har ham sikker og fast og varm.
Hvi skjuler min Søn Du Dit Ansigt her?
Seer Ellekonning ej Faer Du der?
Ej Ellekonning med Kron’ og Svands?
Min Søn! det er ikkun Maanens Glands.
Barnlille! kom! vil Du gaae med mig?
Da leger jeg skjønne Lege med Dig,
Mangt broget Blomster ved Stranden staaer,
Min Moder de gyldene Væve slaaer.
Min Fader, min Fader! og hører ej Du
Hvad Ellekonning mig lover nu?
Vær rolig mit Barn og vær uden Skræk!
Kun Stormen suser i tørren Hæk.
Min vakkre Glut! vil Du med mig gaae,
Da tjene Dig skal mine Døttre smaae.
Mine Døttre dandse i Nattens Vind,
Og vugge og svøve og nynne Dig ind.
Min Fader, min Fader, og seer Du ej hist
Elkonnings Døttre bag mørken Qvist?
Min Søn, min Søn, jeg seer dem vel staae,
Hist knejse de gamle Pile saa graa.
Din Skjønhed har mig til Elskov bragt,
Og est Du ej villig saa bruger jeg Magt! —
Min Fader, min Fader! o ræd! o ræd!
Mig Ellekonning har gjort Fortræd.
Den Fader gyser; han sporer sin Hest
Og rider med Barnet som han kan bedst.
Til Gaarden naaer han med Angst og Nød,
Udi hans Arme var Drengen død.