Maa dette Blad Dig, Skjønne! byde
En Kjæde let og bøjelig,
Som, tit omvunden, sig vil fryde
Ved til Din Hals at klynge sig?
Forund den Taabe dog sin Lykke,
Beskeden den sig om Dig snoer.
Om Dagen — bær den som et Smykke!
Om Aftnen — læg den paa Dit Bord.
Men bydes Dig en større Lænke,
Som trykker mere tung og svar,
Kan jeg deri Dig ej fortænke,
Om Du en Slags Betænkning har.