Agnete sidder paa den eensomme Strand,
Saa sagtelig de Bølger slaae op paa hviden Sand.
De Bølger svulme med skummende Top,
Skiøn Havmand sig skyder fra Havsbunden op.
Hans Pandser var om Livet af sølvblanke Skæl,
Derpaa skinte Solen udi Rosenqvæld.
Hans Spyd var en Baadsstang, dens Krog en Koral,
Hans Skiold var en bruunhvælvet Skildpaddeskal.
Hans Hielm var af Musling, hans Haar var af Tang,
Som Nattergalens Stemme var Havmandens Sang.
„Og siig du mig, skiøn Havmand, alt fra din vaade Bo!
Naar kommer der en Beiler og fæster min Tro?”
„Og hør du, Agnete! hvad her jeg siger dig:
Alt til din kiære Fæstemand saa skalst du kaare mig.
Jeg eier under Havet saa herlig en Hal,
De Vægge ere slebne af klareste Krystal.
Syv hundrede Piger opvarte ved min Disk,
Foroven som en Qvinde, forneden som en Fisk.
En Slæde jeg eier, som Perlemor at see,
Den drager mig den Sælhund, som Renen paa Snee.
Og i min grønne Have saa høit de Blomster staae.
De kneise udi Vandet, som udi Luften blaa.”
„Og er det, som du siger, skiøn Havmand! for sand,
Da vil jeg dig udkaare alt til min Fæstemand.”
Agnete sprang i Havet, den vene Viv,
Han trak hende ned under Havgræs og Siv.
Tilsammen de var udi otte Aar,
Syv Sønner hun der ved Havmanden faaer.
Agnete sidder under Havgræs og Tang,
Da hører hun paa Jorden de Kirkeklokkers Klang.
Agnete ganger for sin Husbond at staae:
„Og maa jeg endnu engang til Gudsbord gaae?”
„Og hør du, Agnete! hvad jeg vil sige dig:
I fiir og tyve Timer maa du forlade mig.”
Agnete kysser sine Sønner saa brat,
Hun sagde dennem alle tusind god Nat.
Og græde giorde Store, og græde giorde Smaae,
Og græde giorde Barnet, som i Vuggen laae.
Agnete nu atter paa Stranden staaer,
Hun havde ei seet Solen i otte Aar.
Agnete triner for sine Frænder ind.
„Vi kiende dig ei mere, du hedenske Qvind!”
Agnete triner ad Kirkedøren ind,
Og alle de Smaabilleder de vendte sig omkring.
Agnete sætter Kalken for sin Mund,
Da var det, som hun stirred udi Havets Grund.
Agnete mæler fast ei et Ord,
Den hellige Viin hun spildte paa Jord.
Om Aftnen, da Røgen og Mørket faldt paa,
Agnete mon atter til Stranden udgaae.
Hun folded sine Hænder, den vene Viv:
„Gud naade mig, og tage mit unge Liv!”
Agnete synker udi Græsset ned;
Det siger jeg, de Roser de blegned derved.
De Fugle de siunge saa høit paa Qvist:
„Nu døer du, Agnete! det vide vi forvist.”
I Tusmørkets Time, som Solen nedgik,
Da skiælved hendes Hierte, da brast hendes Blik.
De Bølger de stige med Vee og med Ak,
Saa sagtelig de Liget til Havsbunden trak.
Tre Dage var hun der alt efter sin Død,
Da atter hende Bølgerne til Havsfladen skiød.
Den liden Smaadreng saa aarle vogter Gæs,
Da fandt han Agnete opskyllet paa det Næs.
I Sandet han grov hende ned bag en Steen,
Den skiermer nu for Bølgerne de mødige Been.
Hver Morgen og hver Aften er Liigstenen vaad;
Det kalde Byens Piger nu Havmandens Graad.