Ved Rhinens Bred en yndig Gaard
Stod midt i Dalens Favn;
Der følte Fader Reichenwald
Sig i sin Lykkes Havn.
Forpagter var han, stærk og diærv,
Med Hustru, Døttre to,
Og nød et redeligt Erhverv
Midt i Naturens Ro.
„Nu blomstrer atter Lykken blid,
Thi længst er sluttet Fred,
Og selv i Kampens værste Tid
Tog Stormen os ei med.
Sex bolde Franker hused vi
Fra Elsaß’ Naboland.
De stod os midt i Faren bi,
Og fierned Ildens Brand.
De Alt betalte, hvad de fik,
Og Intet med de tog.”
Luise sad med vaade Blik,
Og hendes Hierte slog;
Men Faderen blev Intet vaer,
Og raabte glad og stærk:
„At jeg endnu min Velstand har,
Det er min Fiendes Værk.
Min Hanna nu jeg styrer ud;
Hun skal i Silke gaae;
Med Gyldenstykke, yndig Brud,
Hun skal i Kirken staae.
Og Bissekræmmeren jeg snildt
(At Intet mangler, Moer!)
Har end i Aften hidbestilt
Med Perlebaand og Flor.”
Skiøn Hanna hos sin Brudgom sad,
Og Manden hos sin Viv;
Hver følte sig saa hierteglad
Ved munter Tidsfordriv.
Luise stod med vaade Blik,
Den yngre Søster skiøn;
Og hvad i Hiertet foregik,
Det dulgte hun i Løn.
Hun stirred taus af Vindvet ud
Med store Øine blaae:
„I Morgen staaer min Søster Brud
Gid jeg i Graven laae!”
Saa voldsomt hendes Hierte slog,
Imens de Andre loe.
De bolde Franker Intet tog —
Kun Vilhelm hendes Ro.
„De Alt betalte — jeg det veed —
Hvergang de blev husvalt;
Kun blev ei med Gienkiærlighed
Min Kiærlighed betalt.
Han reiste bort. Alt, hvad han gav,
Var dette røde Baand.
Det følge skal mig i min Grav,
Det slipper ei min Haand.”
Da blev den blege Kind Karmin;
Hun treen paa langsom Fod
I Haven ud, hvor af Jasmin
Det grønne Lysthuus stod;
Hvor Maanen hun saamangen Gang
Saae giennem Skyens Rist,
Og hørte Vilhelms kiække Sang
Om Frankernes Bedrift.
Hun sad med dybtnedbøiet Sind,
Thi Kummeren var svar,
Med Liliehaand til Purpurkind,
Og blev slet Intet vaer.
Men Havedøren stod paa Klem;
Ei Kræmmeren var seen,
Med Kassen aaben i en Rem
Han for Luise treen.
„Jeg været har hos Bruden nu,
Hun sendte mig herud.
Som Brudejomfru følger du
I Morgen Søsterbrud.
Saa vælg dig nu af Gubbens Kram
Det Bedste, som du veed!
Ei mine Varer giør mig Skam,
See, hvilken Herlighed!”
„Har, Olding! du et Hierte der
At sælge?” — „Et af Guld?
O ja, mit smukke Barn! see her,
Vær dette Hierte huld.
Det smykke skal din skiønne Hals
Let Kiæden er, men stærk.
Kun dig jeg byder den tilfals.
Thi den er Amors Værk.”
Han kasted Kappen af med Lyst,
Og stod som Kriger fro:
„Tryk dette Hierte til dit Bryst,
Det er som Guldet tro!
Jeg elskte dig, du Lilievand!
Men Hiertet var ei frit,
Jeg skyldte det mit Fædreland;
Men see, nu er det dit!
Jeg taug i Kampens vilde Færd,
Da Staten stred mod Stat;
Thi viet til sit gode Svand
Er ærlige Soldat.
Nu tie vilde Vaabenbrag,
Og nu kan Ploven gaae,
Thi svanger jeg fra denne Dag
Til Amors Fane blaa.”
O, hvilken Glæde midt i Mai
I den Forpagterbo!
Eet Brudepar blev viet ei,
Men hele kiære to.
Gid Alle nyde slig en Lyst,
Som græde Kinden vaad.
Gid Freden skienke Hiertet Trøst,
Og standse Kampens Graad!