I Danmarks gamle Rige,
Paa Siællands grønne Ø
Sees Klostermuren stige
Bag Skoven ved en Sø.
Skovkloster fordums Dage
Det hed i Hundens Favn;
Den Hal, som staaer tilbage.
Fik Herlufsholm til Navn.
I Fald du efterleder
I gule Pergament,
Grev Jørgen, Ridder Peder
Da vorde dig bekiendt.
Med Hemming, deres Broder,
De bifaldt hendes Bud,
Da Bodil, deres Moder,
Gav Stiftelsen til Gud.
Nu Sortebrødre eied
Det Kloster, fromm’ i Sind.
Der ei — som Munke pleied —
Gik Ulv i Faareskind.
Ei Tidens Tegn forgietter,
Hvad Herligt sig begav;
Og ingen Dadel pletter
Hiin Steen paa deres Grav.
Een Svale giør ei Sommer,
Det gik ei stedse saa.
Den kiække Luther kommer —
Hvert Kloster maa forgaae.
Steds var ei derved vundet:
Nu Herremanden fnøs;
Hvor Munken var forsvundet,
Gik Lænkehunden løs.
Ved Kraft og ved Forstanden
Stod Herluf Trolle reen;
For Frederik den Anden
Han var en Ædelsteen.
En Admiral med Ære
Han lød sin Konges Bud:
Boglærd han monne være,
Og frygtede sin Gud.
Velsignet er hans Minde,
Og det skal aldrig døe.
Ham værdig var hans Qvinde,
Ærlig Birgitte Giøe.
De til Skovkloster flytted
Midt i Naturens Skiød;
Det Herluf havde byttet
Sig til for Hillerød.
Man kan ei Alting have,
Selv Rosen har sin Tiørn;
Gud gav dem mangen Gave,
Kun ingen kiære Børn.
Da blev dem Danmarks Drenge
Som deres egne kiære;
De dvæled ikke længe
Med Gaven at frembære.
Var ikke Herluf Trolle
Philip Melanchthons Ven? —
„Skovkloster!” qvad den Bolde,
„Bliv, hvad du var, igien.
Du stod et Hiem for Vise
I Middelaldrens Nød;
Nu skal du Børn bespise
Med Aandens Himmelbrød.”
Derpaa han kunde stole,
At glad Birgitte blev.
Og Godset blev en Skole
Snart ved et Gavebrev.
Du ædle Herluf Trolle!
Du gik til Himmerig.
Gid alle Adelskiolde
Som dit udmærkte sig!
Alt længst Birgitte hviilte
I Kirken hos sin Mand,
Og Aftensolen smiilte
Paa Marmorstenens Rand.
I Skolen gik alt længe,
At vorde viis og klog,
De muntre Skoledrenge
Med den latinske Bog.
Men — Kundskab at forøge,
Det var ei den Tids Lov;
Nu Marsvin kom og Giøge
I Herlufs Sø og Skov.
„Af Arvinger er Mange”,
Skreg de, „kun giort Fortræd;
Skal Peblinge nu fange
Sligt Gods at løbe med?”
Et Rygte gik, at Brevet,
Som Godset Skolen gav,
Var længst alt borte blevet,
Saa den var uden Krav.
Da reiste snelt sig Ætten,
Og fordred Arven streng,
Og skiendte vredt i Retten
Paa den latinske Dreng.
Den ædle Rector grunded
I stille Midnatstid:
„End er ei Brevet fundet,
Som ender denne Strid.
Saa seirer Egennytte,
Og knuser Haabets Frø.
Du kan ei meer beskytte,
Salig Birgitte Giøe!”
Han stirred i sit Kammer
Paa hendes Contrafei;
Ham Maanens blege Flammer
Det Mindste dølged ei.
Det hang i Gubbens Stue;
Hun stod saa blid og klog,
Med Korsklæd og med Hue,
Og med sin Psalmebog.
Og længer hen, bestenet,
Staaer store, stærke Bord;
Af Ibenholt er Benet,
Og sig som Slange snoer.
Da monne sig forfærde
Den Gubbe, hvor han laae,
Thi ved sit Hovedgierde
Et Spøgelse han saae.
Fra Billedet nedstegen
Hun var med Bog i Haand.
Men snart hans Frygt er vegen,
Det var en salig Aand.
Til Gubben mildt hun smiilte.
Hun hen for Bordet treen,
Og hendes Finger hviilte
Paa Bordets slyngte Been.
Var det en Drøm, du Gamle?
Var det et Aandesyn?
Han kan sig ikke samle;
Hun bortsvandt som et Lyn.
Og da for lyse Morgen
Den skumle Nat forsvandt,
Da bortsvandt ogsaa Sorgen:
Han Pergamentet fandt.
Og let det var at hitte:
En Fiæder skiult han saae,
Hvor pegende, Birgitte!
Din blege Finger laae.
Da turde Ingen brumme,
Ei Marsvin eller Giøg;
De vilde Dyr forstumme
Ved strandede Forsøg.
Ved Kraft og ved Forstanden
Stod Herluf Trolle reen;
For Frederik den Anden
Han var en Ædelsteen.
Velsignet er hans Minde,
Og det skal aldrig døe.
Ham værdig var hans Qvinde,
Ærlig Birgitte Giøe.