Paa Danmarks Strand en Hytte
Saa nær ved Skoven laae.
Den kunde vel beskytte
For Stormen med sit Straa;
Men for en Moders Kummer
Har Hytten ingen Trøst,
Naar vaagen og i Slummer
Sig vaander hendes Bryst.
Vil Gud ei Naade skienke,
Bønhøre Qvindens Bøn?
O, giv en stakkels Enke
Tilbage hendes Søn!
Til Indien med Ære
Han drog fra Fædrehavn;
Vil Bølgen ei ham bære
Hiem i sin Moders Favn?
„See, Moder!” raabte Drengen,
„Du eier ingen Gaard;
En stakkels Ko paa Vængen
For dig i Tøiret staaer.
Dig ikke Marken yder
Sit Guld i fulde Læs;
Ei Fælleden dig byder
Sit Kløver og sit Græs.
Men Dansken ei paa Landet
Sin Vinding ene fandt:
Om Kysten spiller Vandet
Saa klart som Diamant.
Mon Havets Sølv opveier
Ei Agerguldet her?
Det Haab, som Bølgen eier,
Er fælles for Enhver.”
Saa talt, af Hyttehækken
I Hat han stak en Green,
Og let han sprang i Snekken,
Og den var ikke seen.
Hun stod og græd i Krogen,
I Luften ud hun saae,
Hvor høirød Dannebrogen
Sig boltred i det Blaa.
Tre Aar saa langsomt runde
Med Sommer, Vinter, Mai;
De kom, og de forsvunde,
Men bragte Henrik ei.
Da bad hun høit for Drengen
I eensomtsnevre Ly,
Naar bleg hun sad ved Sengen,
Og hørte Bølgens Gny.
„Mit stakkels Barn! nu hviler
Du paa den vaade Bund.
Ei meer i Møde smiler
Du mig med røden Mund.
Med Øine brustne røde,
Med kolde Læber blaae,
Nu est du Fiskeføde,
Hvor dybt Koraller staae.
Den Bølge, som nu kommer,
Maaskee, som Stranden slaaer,
Flød om dit Liig i Sommer,
Og skummed i dit Haar.
Den det Farvel mig bringer,
Som tro du sendte mig,
Da du paa Stormens Vinger
Foer til Guds Himmerig.”
Nu trøsted stakkels Qvinde
At gaae i Kirke tidt.
Hvergang hun sad derinde,
Det lindred hende lidt;
Da tyktes hun sig være,
Mens Orgelværket lød,
Langt nærmere den Kiære,
Da var ei Sønnen død.
Men hvergang i September,
Den Maaned skiøn og huld,
Som Solens Flamme dæmper,
Og skienker Frugten Guld —
Naar Evangeliet hørtes
Om Enkens Søn paa Baar,
Dybt hendes Hierte rørtes,
Hun gik fra Kirkegaard.
Hun iled ud til Havet,
Og raabte høit med Suk:
„Du, som er der begravet,
Saa ung, saa stærk og smuk!
Du flygted ei som Kain,
Du trodsed Skiebnens Harm;
Som Enkens Søn af Nain,
Vend til din Moders Barm!”
Ved Hytten stod saa ene
Et vældigt Asketræ
Med kort afhugne Grene;
Der havde Storken Læ.
Hver Vaar den kom tilbage,
I Høst sig bort begav.
Man siger, den mon drage
Hen ad det røde Hav.
Tidt sukked hun bevæget,
Naar Storken gik paa Væng:
„Med dig har Henrik leget
Her som en lille Dreng.
Ak, nu maaskee du skifter
Din Rede ved hans Grav.
Saae du fra Skyens Rifter
Ham døe i salten Hav?
Drag hen i andre Dale!
Her er kun Sorg og Nag.
Med dig den fromme Svale
Trygt bygger ved mit Tag:
Jeg eders Ro forsvared,
Her fandt I Hvilested;
Men I har ei bevaret
Min Arnes stille Fred.”
Hvor er da Henrik blevet?
Omkom han i en Dyst?
Nei! Stormen har ham drevet
Hen til Marokkos Kyst.
Tungt har ham Skiebnen fristet,
Skiøndt han endnu er ung;
Sin Frihed har han mistet,
Dog Lænken er ei tung.
Han gaaer i Keiserhave
Som Urtegaardens Mand,
Maa Blomsterbedet grave,
Og give Planten Vand.
Tidt Keiseren han finder
Med Turban, Pibe staae,
Og deilige Slavinder
Omkring i Haven gaae.
Men bleg i sine Lænker
Han agter Skiønhed ei.
Han paa sin Moder tænker
Og paa den lange Vei.
„Hvi splittede du Vraget,
Neptunus! med din Fork?” —
Da klapprer det paa Taget,
Og see — det er en Stork!
„Ak! kunde det ei være
Min gamle Kammerat?
Du gaaer med samme Fiære,
Langbenede Krabat!
Hvid, og med Sort paa Vingen,
Med røde Neeb og Fod.
Dog — slig en Trøst er ingen,
Du daarer kun mit Mod.”
I Siælland Paaskefesten
Alt skienker Glædens Dag.
Til gamle Moer gaaer Præsten,
Hun er af Kummer svag.
Da klapprer det derude;
Opmærksom Præsten blev.
See, for den brustne Rude
Staaer Storken — med et Brev!
Et Brev om Benet bundet!
„Nu, Moder! græm dig ei.
Din elskte Søn er fundet,
Kort blev den lange Vei.
Saa flink ei Posten haster.
Din Henrik er ei død;
Tre hundred gode Piaster
Ham løser af fin Nød.”
Knap kom hun sig af Skrækken,
Saa var kun Glæden Giest.
For Kirkedøren Bækken
Udsatte vakkre Præst.
Det vared ikke længe,
Saa hialp dem Næsten alt;
For blanke Sølverpenge
Søguttens Lænke faldt.
Nu hos sin Moder atter
Han nyder fro sit Liv.
Hun har en Svigerdatter,
Og han en Venneviv.
Nu trives Kiærligheden
Bag Rosenhækkens Tiørn,
Og Svalen vogter Freden,
Og Storken bringer Børn.