I Skoven sidder en Kulsvierqvinde;
De Bøge beskytte for Østenvinde.
Men Mennesket raser værr’, end Vinden,
Thi sidder den Viv med Taarer paa Kinden.
Greve Geert omkring i Landet hærger.
Hver Dannemand sig mod Fienden værger;
Saa giorde Skialm, hendes Husbond kiære,
Han stred mod Greven, og faldt med Ære.
Mm, ak! nu sidder hun der alene
Med fem Smaabørn bag de vaade Grene.
„En usæl Skiebne vi nu maae friste,
Meer Brød ei yde de brændte Qviste.
Greve Geert nu fnyser omkring i Landet,
Af alle Danske forhadt og forbandet.
Christ frie os, hvis han finder vor Rede!
Da føle vi først hans grumme Vrede.
Mens de sig pryde med Seierskrandsen,
De spidde de spæde Børn paa Landsen;
De kaste det diende Noer i Flammen.
Christ straffe den Røver i Helved! Amen.”
Mens stakkels Moder saa taler, og græder,
I varme Kofter de Smaae hun klæder.
To Brød i Dag hende Klosteret sendte:
Dem skal ei sluge den hungrige Glente.
De Hvedebrød store de Smaae hun viser,
Som Fugl i Reden hun dem bespiser;
Da rasler det i de nære Hækker,
Hun seer en Kæmpe, som Sved bedækker.
Sin Hest har han bundet ved Træets Grene,
Han synker træt paa mosgroede Stene.
Hielp, Gud! nu! Kommer en fjendtlig Kæmpe?
Dog nei! han farer jo mild med Lempe.
Han tog sin Hielm af den hvælvede Pande.
„Niels Ebbesøn! er det jer for sande?’
Herr Ridder! hvi er I saa bleg afmægtig?
I kneiser jo ellers i Pladerne prægtig.”
„Vor Moer! heel aarle vi vare paa Færde,
Vi skar os Frokost med skarpe Sværde.
Dog har ei Hesten end faaet Havre,
Jeg faster endnu foruden Davre.”
„To Brød jeg har kun til fem smaae Siæle;
Nu faaer man kun Brød ved at røve og stiæle.
Jeg er den Siette, som lidt skulde nyde,
Den syvende Deel vil vi eder byde.”
„Vor Moer! jeg føler mig styrket saare.
Aftør I kun eders Glutters Taare!
Snart skal I roligt i Freden leve:
Niels Ebbesøn vog den kullede Greve.
Mens Faaret bræged, og Gaasen kæged,
I Randers sig Sværdene flink bevæged.
Vi tog den Vovhals i gule Lokken,
Afhug hans Hals over Sengestokken.”
„Herr Ebbesøn! vog I den kullede Greve?
Da skal I nyde den hele Leve.”
Hun vilde dem Brødet af Mundene tage;
Vel græde de Børn med bitter Klage?
Nei, alle dem Blus paa Kinden brænder,
Hver rækker sit Brød med de bitte Hænder:
„Du hevned vor Faer, vog Danmarks Drage,
Du heel skal nyde vor Hvedekage.”
Niels Ebbesøn græder. Han mægter ei Takken.
Han stirrer til Steilen derude paa Bakken:
„Og fanged de mig, for paa Hiul at bryde,
Det skulde mig nu kun slet fortryde.
Beholder I selv kun eders Davre:
Snart faaer jeg vel Mad, naar min Hest faaer Havre.
Snart Rugen atter og Hveden kan voxe,
Snart pløier I Landet med stærken Oxe.
Naar da I sidder i Hytten sammen,
Og korte jer Tiden ved Aftengammen,
Da glemmer ikke den Mand i Freden,
Som skræmmed jer Glenterne bort fra Reden.”
Han drak lidt Vand af Kulsvierkanden,
Han tørred Sveden af Heltepanden,
Med ham i Galop sig Gangeren strakte,
Forgieves de efter ham Brødene rakte.