Paa Danerstranden stod et Huus;
Der drak de dem en ærlig Ruus,
Det var en Juleglæde.
Men Lene fad saa mod i Hu,
Og monne Øine væde.
„Ak, hører I de tunge Slag
Af Nattestormen paa vort Tag?”
„Ti stille nu, Malene!
Nu gielder det, at svinges rap,
Og bruge skue Bene.”
„Ak, hører I ei Stormen gaae?
Den Isen vil i Stykker slaae.
Hør hele Huset ryste!
Mens I letsindigt eder her
Ved Dands og Sang forlyste.”
Da kom saa stærkt et Slag fra Nord,
Det rystede det Julebord,
Saa Øllet flød af Kanden,
Og Buen til Violen faldt
Af Haanden Spillemanden.
Da hørtes Isen Stranden slaae,
Og Skummet styrted ovenpaa,
Høit fnysed Havets Vover.
Da standsed Dandsen i en Fart,
Og da gik Rusen over.
Iisposten er en farlig Sag;
Der Kongens Karle Nat og Dag
Maae fiernt i Kulden vaage.
Der staaer Peer Hansen med sin Flint
I Mørke, Snee og Taage.
Før skød den ærlige Soldat
Sin utro, falske Kammerat,
Som vilde desertere.
Nu hverves ingen fremmed Svend,
Nu flygter Ingen mere.
Nu staaer han for sit Land at frie
For Skakren og for Høkeri.
Det slet Umagen lønner,
At gribe Tyven med sin Sæk
Og sine Kaffebønner.
Det var just denne Julenat,
Da Peder Hansen did var sat,
Ham synger jeg i Visen.
Der vanked ingen Julegrød
Og ingen Gaas paa Isen.
Da meldte Peder med et Suk:
„Her staaer jeg som en Julebuk,
Har Ild i Piben tagen,
Og Bajonetten er mit Horn,
Og Sneen er mit Lagen.
Og mens jeg Stakkel her maa staae,
Med Lene kan i Dandsen gaae
De andre fæle Knegte.
At jeg paa Rasmus nidkiær er,
Det kan jeg ikke negte.”
Som saa han mæled disse Ord,
Af Angest han tilsammen foer,
Og Peder blev forskrækket.
Han mærked, Isen med ham drev,
Den var fra Stranden brækket.
„Farvel, min Lene! aldrig nu
Din Peder Hansen favner du,
Ham Bølgen har fortæret.
Ak, kunde jeg for min Sergeant
Dog redde først Geværet!”
Som saa han drev med blegen Kind,
Iisstumpen foer mod Stranden ind;
I Sivet trængte Randen.
Og alle gode Venner kom,
Og hented ham fra Stranden.
Nu sidder Peder Hansen tør,
En Kande varmt Øl drak han før,
Nu Gaaselaar han piller;
Og Rasmus gaaer fra Gildet bort,
Fordi ham Lene driller.
Christ skienke hver en ærlig Svend
Sit Liv og Kiæresten igien,
Naar begge staaer i Fare!
Til Bryllup gav dem Junkeren
Et Daadyr og en Hare.