I Skyggen under Myrtens Hang
Sad Rollo med sin Elskerinde,
Bed Arnoflodens Bølgegang.
Der vidste de sig tidt at finde
Om Aftnen, naar bag Skoven ned
Huldt Solen i sit Purpur gled.
De lued af en kiærlig Brand;
Hun var en ung og deilig Pige,
Han var en rask og fager Mand.
Men deres Fædre førte Krige,
De haded sig til Døden: hiin
En Guelfer, den en Ghibellin.
I Florents Begges Huse stod:
To Fæstninger i samme Gade,
Hver paa en Grund, som Biergets Rod.
De treen kun ud i blanken Plade,
At møde sig med Stang og Sværd
Til Tvedragt og til blodig Færd.
I Murens Porphyr fæstet var
Af Jern med Spiger store Ringe,
Som Ættens Vaabenfaner bar.
Op mægted Intet Porten tvinge,
Den var med Plader tykt belagt,
Som trodsed hver en fiendtlig Magt.
Men hvad ei aabne selv formaaer
Bellona med sin tunge Glavind,
Det aabent dog for Venus staaer.
Hun trodser Fiendtlighed og Avind,
Hun vidste dog i Skovens Ro
At samle de forelskre To.
Men kort kun var den rene Lyst;
En Flok engang af Busken traadte,
Da sødt de sværmed Bryst ved Bryst.
Som Judas Frelseren forraadte,
Saa endte her en troløs Træl
For evig de Forelsktes Held.
Dybt Philomeles Klage lød,
Thi revet af sin Elsktes Arme
Kun ønskte Rollo nu sin Død.
Han søgte den i Kampens Harme,
Han fandt den midt i Krigens Favn,
Hans sidste Ord var Lauras Navn.
Som Blomsten, naar fra Solens Skin
Den skilles i et dunkelt Lukke,
Saa falmed nu den Skiønnes Kind.
Midnatten hørte hendes Sukke,
Hun bøied bleg i Fængslets Baand
Tit Hoved, og udgav sin Aand.
Domkirken midt paa Torvet staaer
Af sorte, hvide Marmorfliser,
Af Kunst ærværdig, som af Aar.
I Kirken mangen Indskrift viser
End Graven af de største Mænd.
Der blev de Døde baaret hen.
Men selv ei Døden maatte nu
Et ulyksaligt Par forsamle.
O, Had! hvor bittert raser du!
End snysed de opbragte Gamle.
Hver stod med Graad paa blegen Kind,
Men med et uforsonligt Sind.
Henrevet uden Sacrament,
Man turde dem ei inden lægge.
De havde halv kun Christus tient;
Thi giennembrødes Kirkens Vægge,
Halv udenfor med deres Been
Paa Torvet stod den hvide Steen.
Hist, hvor den gamle Tavle sig
Endnu med Dante-Navnet pryder,
Der ned de satte Rollos Liig.
Og her, hvor Giottos Taarn sig skyder
Fra Jord mod Himlens Herlighed,
Blev Lauras Aske sænket ned.
Naar Solen nu bag Bierget sank,
Og farved med de sidste Flammer
End Arnoflodens Bølge blank,
Da vinkte dem ei Skovens Stammer,
Ei Fuglens Sang, ei Blomstens Flor,
De hviled i den sorte Jord.
En Ven ved Arnos Bredder gik,
Han standsed ved de Elsktes Kilde
Med Taarer i sit mørke Blik.
Der stod endnu to Roser vilde;
De havde selv dem plantet ned,
Et Tegn paa trofast Kiærlighed.
De stod saa frodigt og saa sødt
Med deres unge grønne Blade,
Men uden Knop og uden Rødt.
Han løste dem med skarpen Spade,
Et Indfald, som ham Himlen gav,
Og satte dem paa Elskovs Grav.
Nys sammenslynget Blad ved Blad
I Aftenrøden og Naturen,
Stod de nu skilt ved Kirken ad.
De slyngte sig saa høit ad Muren,
De vilde samles Qvist ved Qvist,
Som de Forelsktes Siæle hist.
Og see, da Morgenrøden kom,
Og farved med en hellig Lue
Det store Tempels Helligdom,
Da over Brunelleschis Bue
Alt Roserne sig havde strakt,
Og hver sin Knop den anden rakt.
Da Fædrene sligt Jertegn saae,
Da flød fra Øiet Taarens Kilde,
Da følte sig de Stolte smaae.
De eentes — men det var for silde,
For seent for egne Hierters Fred,
Ei for de Elsktes Salighed.
Stærkt raslede fra Daabens Hal
Den gamle, store, rustne Lænke,
Som vidner Pisas dybe Fald;
Thi Støvets Magt kan Jernet krænke,
Ja slaae et Folk i Slaveri,
Men Kiærlighed er evig fri.