Skiøn Ingerlil gaaer om alene,
Beskygt af Borgelundens Grene;
Da hører hun en Stemme sød.
I Hallen, hvalt af gamle Stene,
Alt ofte den til Øret lød.
Knap kan hun den fra Zephir skille;
Den kommer fra et Barn saa lille,
Dog kan hun ikke Barnet see.
Saa sød som Nattergalens Trille,
Den deler hendes Vel og Vee.
Naar hun er ene, Lyden kommer,
Om Vintren, i den grønne Sommer;
Fortrolig er hun alt med den,
Og Høstens Frugt og Vaarens Blommer
Hun plukker med sin lille Ven.
Den synger om Naturens Eden,
Om Venlighed, om Kiærligheden,
Fortæller mangt et Eventyr.
Den elsker Rolighed og Freden,
Ved mindste Lyd den hurtig flyer.
Engang en Aften siger Inger:
„Din Stemme mig livsaligt klinger;
Men eier du en jordisk Dragt,
Est du en lille Aand med Vinger,
Saa viis dig i din Skiønheds Pragt!”
Hun hører Stemmen sagte sukke:
„Jeg maa mig for din Villie bukke;
Men du, hvi vil du mig saa haardt?”
Forstumt er Nattergalens Klukke,
Og Stemmen svinder hurtig bort.
Alt nogle Uger, nogle Dage
Er lagt i Eensomhed tilbage.
Skiøn Inger gaaer bag Skovens Træer;
Knap lyder hendes Længselsklage,
Saa er alt Stemmen hende nær.
Den atter kan med Inger tale
Bag Skovens Læ, i grønne Dale,
Død Klippens Væg, ved Bækkens Blaa;
Den klinger i de gamle Sale
Bag Harnisket i mørken Vraa.
Er Inger ene paa sit Kammer,
Og slukkes Lysets sidste Flammer,
Da lufter der en kølig Vind,
Da banker sagte Dørens Hammer,
Og Noget suser hurtigt ind.
Og naar nu Alt er tyst og rolig,
Da taler venlig og fortrolig
Med Ingerlil den spæde Røst;
En Skytsaand i den Huldes Bolig,
Den skienker hende Raad og Trøst.
Hvor kan hun nu saa daarlig være,
Letsindig atter det begiere,
Hvad eengang giorde Stemmen Vee?
Var Sukket ei en stille Lære,
En Bøn om ei at ville see?
En Aften, stærkt alt Dagen helder,
Sit Ønske hun den atter melder.
„Du vil det? Nu, jeg lyde faaer!
Stig ned i Ridderborgens Kielder,
Naar Taarnets Midnatsklokke slaaer.
Hvor dybt i Grunden Borgens Bue
Fastsænker sig af al Formue
I Klippens hellige Granit,
Midt i den sorte Kielderstue,
Der vil du skielne noget Hvidt.
Hvad der du seer, skal mig betyde;
Dog vil ei da min Stemme lyde.
Ak, Inger! naar du mig har seet,
Vil du din Daarlighed fortryde.
Og angre, hvad der alt er skeet.”
Saa toner Stemmen, og bortviger.
Nysgierrigt hendes Hierte higer
Af større Længsel nu, end før.
Da Klokken brummer, ned hun stiger,
Og aabner Kieldrens tunge Dør.
Hun seer sig om, og Intet finder,
End Lygten hende kun forblinder
I Dybets mørke Helligdom.
En Kilde giennem Bierget rinder:
„Ak, Ingerlil! vend om, vend om.”
Det kan hun ei; dog maa hun sukke.
Hun Noget seer — hun maa sig bukke —
Hun seer — et Barn — o, grumme Lyst!
Det ligger i en lille Vugge
Med Dolken blodig i sit Bryst.
Det lille Barn har nylig levet,
Man seer, det nys er myrdet blevet.
Forfærdet skuer Inger ned.
Med Blod staaer paa dets Pande skrevet:
„Det voldte din Letsindighed.”
End som en Engel sødt det smiler;
En Lilie det i Armen hviler.
Knap Inger røre sig formaaer.
Hun ræd af Hvælvingen udiler,
Og Døren efter hende slaaer.
Nu tør hun aldrig gaae til Senge
Alene, aldrig dvæle længe,
Naar Maanen sødt i Skoven leer.
Hun visned, som en Blomst i Enge;
Hun hørte aldrig Stemmen meer.
Min Aand, du Hellige! din Stemme
Mig lader Salighed fornemme.
O, lad mig fræk ei stræbe ned,
Og miste i dit dunkle Giemme
Min Ro og min Uskyldighed!