Hildetand med sølvgraae Haar
Hu til Valhal vendte;
Hundredfemti Hædersaar
Heltens Isse kiendte.
Nu er svundet Nervens Kraft,
Nat fast blinder Øiet;
Rørt ei blier det rustne Skaft,
Ryggen krumt er bøiet.
Tapper dog som Tyr, i Nord
En Thegn han før mon være;
Drottens sieldne Daad var stor,
Danerigets Ære.
Alle Konger agted han
Asa-Thor at sende;
Hvad han vilde, har paa Stand
Helten bragt til Ende.
Kæmper var i Kongens Gaard,
Og Kampen de forstode:
Hug sig af de Øienhaar,
Hurtig, veltilmode.
Klingen ei i Kiødet gik,
Kun den raged Brynet;
Bort med Haan af Borgen gik,
Hvo blinkede med Synet.
Odin, som han offred til,
Op ham Snillet vakte:
Svinefylkets sære Spil
Slet kun Fienden smagte.
Lært han var paa Ledregaard
Længst af Odin selve;
Naar tæt hans Flok i Tryne staaer,
Maae tusind Fiender skiælve.
Gammel nu i gyldne Sal
Gubben sidder ene,
Modig, som den matte Val,
Marven er af Bene.
Nedrig vil en Nidingsflok
Nu den Gamle myrde:
Levet har han længe nok,
Livet er ham Byrde.
Mørket kommer, Midienat
Mulmet ud mon brede;
I Borgen lader Bruno brat
Ham en Badstu’ hede.
Blid han ind i Badet gaaer,
Baalet de mon tænde:
Døren lukkes, Drotten staaer,
Danmarks Helt skal brænde.
Seent han mærker skumle List,
Snar til Døren trænger;
Luen staaer alt lys i Qvist,
Laagen op han sprænger.
Kiæk med gamle Kraft han treen,
Kold i heden Lue;
Kæmper giennem Krat og Green
I Kredsen han mon skue.
Herlig da den Herre god,
Helten uforfærdet
Staaer i Døren, stærk af Mod,
Støtter sig til Sværdet,
Leer kun, naar de Luer slaae
For Lokken at fortære.
Derpaa talte Drotten saa,
Dristig og med Ære:
„Har vel Harald her fortient,
Hadsk at vorde indebrændt?
Førte han mod Fienden ei
Folket frem paa Ærens Vei?
Kaldte ham ei Kampens Mand
For sin Kiækhed Hildurs Tand?
Lærte ham ei Hlidskialfs Drot
Kampens Leg at føre godt?
Slog han ei det tappre Sver’g?
Stred han ei paa Norges Bierg?
Har han ei med Heltemagt
Hele Norden underlagt?
Drog da ei til Drottens Gaard
Tappre Dreng, som Krig forstaaer
Baalet dog med Bølgen rød
Brænde skal ham før hans Død!”
Bruno svared brat derpaa:
„Billigt maa du tale saa.
Nag dog ei til Nogen bær,
Niding er ei blandt os her.
Olding est du, Odins Sal
Offre vi den trætte Val.
Stakal er, hvo døer paa Straa,
Strax til Hel han fare maa.
Blegned du paa Bænkehalm,
Blevst du ført til Niffelqvalm.
Derfor spruder Dragen her,
Drotten den til Valhal bær.”
Harald gav et hurtigt Svar,
Helten i sin Lue klar:
„Troer I da, skiøndt træt og mat,
Thor har mig saa reent forladt?
Ruster eder! rask, ei seen,
Rister mig en Runesteen,
Runesteen, som reist bestaaer,
Risen liig, i tusind Aar!
Døe jeg vil i skaanske Dal,
Derfra gaae til Odins Sal.
Dækker jer da, danske Mænd!
Drabeligt med Staal igien,
Følger eders Fader nu;
Ei til Freden staaer hans Hu
Skal jeg døe, i ærligt Slag
Synke maa min sidste Dag.
Stride vi med Sigurd Ring!
Skiønt, at døe for Heltesting.
Tusind gaae med mig til Thor,
Tappre Dag, berømt i Nord!”
Stolt saa talte Stridens Mand,
Raske Kæmper smiilte.
Sværdet greb Enhver paa Stand,
Ei Pandsersærken hviilte.
Vendt var nu den vrede Hu,
Vendt var Harm og Klage:
Kongen er en Kæmpe nu,
Kiæk, som i gamle Dage.
Helten da den blanke Hat
Paa sit Hoved satte;
Jægren griber Jernet fat,
Jarler Spydet fatte.
Veborg kom, en Vaabenmø,
Fra Venden med sin Søster;
Stolt hun vil i Striden døe,
Staal om trinde Bryster.
Hen drog en utallig Hær
Paa Braavallahede.
Sigurd Ring alt stander der,
Striden op at lede.
Stærk han er, og holder Stand,
Ham Styrken ei forlader.
Bøiet staaer hans bedste Mand,
Barsk i sorte Plader.
Krum han er, af Kampe mæt,
Kullet som en Stodder:
Sigurds Ære, Storværks Æt,
Kæmperen Stærkodder.
Hæren nu paa Heden staaer;
Heltene vil stride.
Hvo skal synke nu, hvo staaer?
Det maa Skulda vide.
Hæren stod; da Hildetand i Horn lod støde.
Mægtigt over Marken brøde
Malmets Toner, huult de løde.
Sigurd Ring paa Skioldet slog, høit Staalet klirred,
Lyden op i Luften dirred,
Larmen rædsomt sig forvirred.
Kraftigt begge Konger hen i Kampen stævned,
Vrede Sværd med Vægt sig hevned,
Værget sprang, og Pladen revned.
Hielmen brast, i Hiertet foer til Hialtet Sværdet,
Staalet sprang, skiøndt herlig hærdet,
Hildurs Mænd stod uforfærdet.
Da begyndte Dysten, Bierg og Dal maae sige:
Aldrig har den havt sin Lige
Udi hele Nordens Rige.
Konger to var begge komne, kiækt i Vælde:
Hiin vil trodsig Helten fælde;
Harald vil ei døe af Ælde.
Værdig Gubbe vældigt nu til Valhal stunded.
Siælland er til Skaane bundet,
Sigurd! naar dit Slag er vundet.
Mange vare svenske Mænd, og mange danske.
Da greb Sværd med Stridens Handske
Svensker, Danske, Udenlandske.
Bred da mon Braavallahede Mængden favne.
Valhal ei mon Valer savne;
Vidar raabte alle Navne.
Sigurd stiller Svensken op til Slag i Tryne.
Stridsmænd rynked stærke Bryne,
Odin blev i Sky tilsyne.
Harald saae nu Heltens Hær paa Heden stillet.
Taaren ham fra Kinden trilled:
„Asa-Thor min Død har villet!
Nu har Guder Gothen lært saa godt at stride,
Som mig selv i svundne Tide;
Stolt jeg vil i Græsset bide.”
Vild i Kamp nu Kæmpe foer mod vældig Kæmpe;
Damp af Blod mon Solen dæmpe,
Drotters Hær ei slog med Lempe.
Skuer hist et selsomt Syn! hvo saae dets Lige?
Stærkodd maa i Striden vige,
Storværks Søn imod en Pige!
Veborg flux, den Vaabenmø, med Vælde sætter
Ind paa ham, som fældte Jetter;
Jernet springer, Blodet sprætter.
Hielmen er af Møens Hoved, Haaret vifter;
Rask hun leer ad Sværdets Rifter,
Raser frem, og Farve stifter.
Kiæven, som hun kiæk ham traf, maa Klingen smage;
Skiægget, busket som paa Brage,
Beed han i, og holdt sin Hage.
Hevnet har den Helt sig nu hardt paa Ursine:
Søstren hører Sværdet hvine,
Mister Haanden; hvilken Pine!
Men med Haanden faldt til Mulden Haralds Mærke.
Da slog Danerhelte stærke
Dragne Sværd i Pandsersærke.
Ind paa Stærkodd jog med hvasse Jern Skjoldunger:
Skuldren saares, Skioldet runger,
Synlig bleve Heltens Lunger.
Da nu Harald mærked, Helte faldt i Hobe,
Kongen i sin Purpurkaabe
Kiører frem, lod Odin raabe.
Vældig med to dragne Værn paa Vogn han kiøres.
Vred han ind i Vrimlen føres,
Af Valfader han bønhøres.
Kiækt med store Klinger han slaaer til begge Sider;
Dynger Liig i Græsset bider,
Danmarks Drot med Døden strider.
Nu blev Alting, Kongen nær, som Natten, stille;
Slukt er Stridens største Snille,
Sværdet synker, Taarer trille.
Den, som styred Nordens Land og Danmarks Dale,
Ligger nu et Liig i Dvale,
Længes ei til Odins Sale.
Bedre fik ei Konge Baal, for bort at fare.
Trindt ham ligger tykt en Skare,
Thor i Armen tog den Svare.
Seer I hist paa Sletten Høien stander ene?
Mosbevoxne Bautastene!
Der bevares Heltens Bene.
Vidt end viser Runen vældigt Kæmper alle,
Hvor Kong Harald paa Braavalla
Som en Helt gik til Valhalla.