Mit gamle Fædreland! jeg seer dig atter,
Hver Gienstand, som var spæde Barndom kiær;
Din lysegrønne Mai mig taust omfatter,
Mig frisk omkrandse dine Bøgetræer.
Saa stig da venlig ned, du Valhals Datter!
Ydunna! kom, og, bliv din Sanger nær.
Du seer ham hen den velske Cither hænge,
Han griber i din Harpes gyldne Strænge.
Og fro jeg vil i Aftenrødens Lue,
Ved Hyttens Dør og under Harpens Klang,
I den forsvundne Tid tilbageskue:
Et gammelt Sagn besiæle mig til Sang!
Ei toner det om Kamp, om Sværd, om Bue;
I Syd, som Nord, lød ofte Skioldets Klang,
Og Hercules og Mars ei giver efter
For en Stærkodder, for en Thor i Kræfter.
Men hvad sig min Opmærksomhed tiltrækker,
Er, hvad i Syd ei Pilegrimen fandt;
En Blomst, som voxer ei bag Romas Hækker,
Hvis Hauge kun er Nord, der den oprandt;
Af Sneens Lag den liliehvid sig strækker,
Ei Nattens Kuld, ei Storm den overvandt:
Blyfærdighed den kaldes; paa sin Stængel
Den lysner stiernet, som en Jordens Engel.
Haarfagre Kongemø! din Strengheds Ynde
Tildrog sig Skialdens Blik, ham standsed du.
Af Saxos gamle Bog vil han forkynde
Din hulde Egensind, din Skiebne nu.
Og skulde Letsind spottende begynde
At dadle din for overdrevne Blu,
Saa trøst dig ved den milde Pigeklynge,
Som gierne hører mig din Roes at synge!
Og har maaskee en sydlig Sanggudinde
Her Stemmen dannet ud, og Harpen stemt,
Saa tro dog ei, at Oldtids eget Minde,
Er nu af Skialdens Phantasie forglemt!
Ydunna maa det Herlige forbinde,
Af ingen Tid og ingen Tone hemt;
Og giver Norden bedste Stof til Toner,
Saa tones atter bedst bag Laurens Kroner.
Fra Østen kom de høie Valhals Helte,
Og det var dem, som Biergets Jetter bandt;
Fra Norges Klipper og det danske Bælte
Drog Kæmpen, som Italien overvandt;
Da lærte Østen Nordens Iis at smelte,
Og Gothens Kraft fordrev den velske Tant.
Tillad da Skialden venligt her at slynge
Om Nordens Gravhøi Sydens Blomsterklynge!
Kong Sivald sad i Ro, træt af at seire,
Og vied Festens Bæger ind til Thor,
Ved Isefiorden paa sin Gaard i Leire.
Hans Kæmper sadde rundt om Egebord.
Hans Datter Sigrid, kaldet kun den Feire,
Indhyllet i det lange kydske Flor,
Gik om fra Bænk til Bænk, for Miød at skienke
For Heltene paa egehvide Bænke.
Hvi kunde man ei hendes Aasyn skue,
Den Deiligste blandt alle danske Møer?
Langt flød i gyldne Fletning Haarets Lue,
Det skiønne Ansigt dæktes af et Slør.
Tvehvælvet stod om Barmen Silkens Bue,
Smal var hun, trind, og smekker som et Rør.
Den hvide Snee fra hendes Arm og Hænder
Med Elskovsild hver Ynglings Hierte tænder.
Sødt vidste den usete Rosenlæbe
At hilse, naar hun rakte ham sin Skaal.
Hvor yndigt hæved Nordens unge Hebe
Sin Arm, og skienked Miøden i hans Maal!
Forgieves maatte dog hans Øie stræbe
Med kiærligt Smiil at smelte Hiertets Staal.
Saa Fieldets Iis i Glands af Solens Straaler
Nedsender Ild, men selv ei Luen taaler.
Hun havde lovet Frigga, sin Gudinde:
For ingen Yngling hæved hun sit Slør,
Før hendes Kiærlighed han kunde vinde,
Før ret han elskte, som en Elsker bør.
Ei skulde hendes Ungdom ham forblinde;
Den Skiønneste blandt alle danske Møer
Sig ene ved en saadan Beiler fryder,
Som elsker hendes Hierte, hendes Dyder.
Og hvad kun Grumhed Ungersvenden kalder,
Er eiegod, veldædig Skaansomhed;
Hvor hendes Øie paa en Ynglings falder,
Der, veed hun, slaaer den søde Lynild ned.
I Drømme har en Gud, den ædle Balder,
Som elsker Mennesket og Jordens Fred,
Sig aabenbart, og raadet varsom være
Med Ilden, som saa let kan Alt fortære.
Men eengang, ak! da Sigrid som Præstinde
Sig maatte vise ved en Solens Fest,
Da monne meer, end Solen, hun forblinde
Hver til det store Blot hiddragen Giest.
Udslettes vil det ei, det søde Minde,
Især hos den, der sidder Kongen næst;
For Othars Øie det bestandig svæver,
Hans dybe Suk Gienkiærligheden kræver.
Nu finder han sin hele Trøst og Lise,
Ved Vintrens Tid udi sin Konges Hal
At see den hulde Skabning tidt sig vise
I Sølverslørets lange Bølgefald,
At skride hen ad Tillien som en Dise
Med Olien, som hans Lue nære skal.
Den søde Gift han daglig taus udtømmer,
Mens Elskovsflammen fra hans Øie strømmer.
Fortiener han forgieves saa at sukke?
I Salen kneiser ingen Mand, som han.
Blandt Heltene, som nylig Horn udstukke,
Ei Nogen holder saa mod Fienden Stand.
Paa Egebanken sidde mange smukke
Hielmdækte Svende; men den Lilievand
Maa selv sig i sit stille Hierte sige:
Blandt Heltene var ingen Othars Lige.
Ham skiulte intet Slør. Det mørke Øie
Stærkt funkled over den rødbrune Kind,
Glat faldt om smekkre Liv den grønne Trøie,
Fra Skuldren bredte sig Skarlagenskind.
Naar man den unge Helt betragted nøie,
Da faldt det ingen Mø at frygte ind;
Det vilde Blik fast kunde Fienden dræbe,
Men venlig Godhed smiilte fra hans Læbe.
Han havde aldrig end sin Glavind svunget
For Voldsomhed og nedrigt Røveri;
Men ofte havde Skialden ham besunget,
Fordi han giorde den Betrængte fri.
I Hildurs Leg han ofte kiæk var sprunget
I Dødens Gab, at staae sin Konge bi.
Blid var han mod sin Ven, stolt mod sin Fiende,
Og modløs ene for sin Elskerinde.
Men ei Enhver kan saa beskeden dæmpe
Sin Higen og sin Længsels bittre Nød:
Hist sidder Hartbein, en tykskiægget Kæmpe,
Fortæret af en heftig Elskovsglød.
Han pleier ei at fare saa med Lempe,
En Troldmand og en listig Ridder Rød;
Alt længe har han paa et Anslag grundet,
Og endelig, troer han, et Middel fundet.
Stor var hans Krop, fast af en Jettelængde,
Bredrygget, fed, vel fire Alne lang;
Af Stridsmænd fulgte villig ham en Mængde,
Et flammet Slagsværd ham ved Hoften hang.
Kong Sivald til hans Arm i Kampen trængte,
Thi havde han i Kongens Gaard sin Gang;
Svang han sin Kølv af Malm med skarpe Pigge,
Da hialp det ei, med Graad om Livet tigge.
Men saae man sig de tykke Bryn at rynke,
Da var først frygtelig den Kæmpes Bold;
Han kunde Gløder i sin Harme synke
Og bide store Stykker af sit Skiold.
Da hialp det ei med Frygtsomhed at klynke.
Tolv var hans Mænd, de stod i Kampens Sold;
De sprunge til, paa Ryggen ham at kaste,
Med seige Baand ham Arm og Been at baste.
Der sprælled han, til Heden var forsvundet.
Tidt hele Uger grublende han sad.
Lumsk var han, trædsk, og ofte har han fundet
Først Leilighed at slukke seent sit Had.
En fangen Fiende har han eengang bundet
Imellem tvende Træer, og splittet ad,
Da de tilbagesprungne stærke Grene
I tvende Parter deelte Kiød og Sene.
Sit Forsæt søgte han nu lumsk at skiule;
Hans Hierte brændte, men hans Mine løi.
Ukiendt besidder han en hvælvet Hule,
Dens Indgang dækker Krattet ved en Høi,
I denne rummelige Røverkule
Har han indrettet i den høire Fløi
Det skumle, svagtoplyste Rædselsgiemme,
Som snart gientager Sigrids Klagestemme.
Du søde Vaar! naar broget dine Vinger
Igiennembryde Vintrens blege Ham;
Naar Isens Form i tusind Stykker springer,
Og viser Græsset med sin Purpurbram;
Naar hundred Fløiter i din Hække klinger,
Og Luften kruser kun den stille Dam:
Hvor lever da en Aand, som ei sig fryder
Med dig, som ei sin Vinterlarve bryder?
Ung Sigrid gaaer med sine Møer i Enge
Den lange Sommerdag, hun henrykt er;
Hvad giør hun der, hvad giør hun der saalænge?
Hun plukker af de Roser og de Bær,
Dertil de Krusemynter, som fremtrænge,
Men, ak! dog ingen til sin Hiertenskiær.
Hun mærker ei, at hele Foraarslarven
Er Freias Fiæderham i Regnbufarven.
Den grønne Fiæderham, saa blød som Løvet
Af nysudsprungne Birk, af Markens Haar;
Den lette Fiæderham, som hæver Støvet
Høit op til den uendelige Vaar,
Der aldrig bliver Farverne berøvet;
Regnbuen over den sit Gienskin slaaer.
Hun mærker ei den frygtelige Snare,
Sød med sin Frygt og salig i sin Fare.
Dog vil ei denne Gang skiøn Freia saare
Et Bryst, hvis unge Knop endnu er lukt.
Fraværelsens og Kumrens bittre Taare
Berede Veien skal til Glædens Frugt.
Hun straffe vil den tøileløse Daare;
Men Othars Tapperhed skal straale smukt:
Bevise skal den Fagreste blandt Helte
Sin Troskab, og sin Piges Hierte smelte.
En Aften vanker Sigrid om alene
Langt fra den stærke Borg og Festens Larm.
Hun bryder giennem Krattets tynde Grene,
At søge Blomster til den unge Barm;
Da slynger sig med smidig Kæmpesene
Om hendes smekkre Liv en hærdet Arm.
Knap har hun Tid med Sløret sig at skiule,
Saa staaer hun alt i Kæmpens mørke Hule.
„Nu est du, skiønne Sigrid! min tilvisse,
Nu hielper intet Ak og intet Skrig.
Langt bedre skal, end Jomfruburet, disse
Steenfaste Hvælvinger beskytte dig.
Saa tag det lange Slør da fra din Isse,
Viis mig din Skiønhed, stræb at tækkes mig!
Mit vilde Sind du kun formaaer at bøie
Med dine Smiil og Glandsen af dit Øie.”
„Jeg har,” giensvarte hun, „hvad bedre smiler,
Hvad mig fortryller med sit Øies Glands:
En sleben Daggert ved mit Hierte hviler,
Og den bevare skal min Jomfrukrands.
Saasnart du vil, dybt i mit Bryst den iler —
Maaskee i dit! Vil du i Dødens Dands
Med din Valkyrie dig modigt svinge,
Saa nærm dig kun, hun hæver alt sin Vinge.
Men før skal ei du dette Slør bortdrage,
Før skal du ikke Sigrids Aasyn see.
Før Mordet ender hendes unge Dage,
Og dækker Kindens Roser med sin Snee;
Saa kan du elske, hvad der er tilbage,
Saa kan du ad din lumske Seier lee.”
Med hviden Haand det blanke Staal hun hæver,
Det blinker alt — og Kæmpens Hierte bæver.
Alt seer han mellem Brystets Liliehøie
Fremsprudle pludseligt et Purpurvæld,
Alt Døden slukke Gnisten i et Øie,
Hvis Ømhed ene straale kan hans Held.
For første Gang maa sig hans Hierte bøie,
Sagtmodig raaber han og vennesæl:
„Lad af at dræbe dig, du stolte Lilie!
Sig ingen Magt skal sætte mod din Villie.
Du skal i denne Hal Fyrstinde være,
Svartalfer her i Bierget tiene dig,
De skal bevise dig en Dronnings Mø.
En Time daglig kun du skue mig.
Din Haan jeg med Taalmodighed vil bære,
Min Elskov skal elskværdig vise sig.
Med Harpeleg, Baldyren, Dands og Sange
Sin Tid fordrive skal min søde Fange.”
Naar sort Fortvivlelsen et Bryst betager,
Da kan den trylle til en Helt en Mø;
Naar Ærens Redning hen til Graven drager,
Da maa det være Uskyld let, at døe.
Men naar ei længer Tordenskyen brager,
Da snart igien fremspirer Livets Frø.
En Trusel giorde Sigrid til Heltinde;
Et Haab — giør hende atter til en Qvinde.
Og for paa ny ei hendes Harm at vække
Begiver han sig flux af Bierget fort.
Smaa-Alfer komme frem; de Bordet dække,
Saa ile sysselsat de atter bort.
En Dør sig aabner i den brede Sprække:
En liden Qvinde, spæd og lav og kort,
Paa Gulvet huuslig staaer, med Miner blide,
Med Nøgleknippet ved den høire Side.
Et Korsklæd bundet er for hendes Hue,
Blaatærnet Forklæd har for Skiørtet hun.
Sortladen er hun, rynket; Øiets Lue
Beviser dog, at hun er frisk og sund.
Hun neier dybt for Sigrid i sin Stue,
Saa skiender hun paa Alfen: „Bi du kun,
Din dovne Knegt! jeg varme skal dit Øre,
Og lære dig din Dont med Flid at giøre.
Er det at feie Gulv? Er det at støve
Mig Spindevæven af den høie Væg?
Er det paa Marken Kyllinger at røve?
Er det i Bondens Huus at stiæle Æg?
Din Skurk! jeg kunde dig din Pande kløve.
Er det at lægge Bordets Dug i Læg?
Din Madmoer saa at svigte kan du nænne
Paa en saa stor og vigtig Dag, som denne?”
Skiøn Sigrid kan endnu ei Skurken skue;
Høit sidder han paa Stangen, holder fast,
Og feier til af yderste Formue,
Og færdes, som Matrosen i en Mast.
Sort er han, med en høirød lille Hue,
Ildfuldt og vevert er hans Øiekast.
„Vær rolig,” raaber han ned til den Gamle,
„I Morgen skal jeg mere Forraad samle.
Vi har jo Sigtebrød og Frugt herinde,
Som vi kan sætte for vor Giest paa Bord.
En Høne vilde nys jeg overvinde,
Den beed i Fingren mig, den var for stor.
Det smerter mig endnu.” Den gamle Ovinde
Blev rørt, saasnart hun hørte disse Ord.
„Du arme Puds! saa har dig Hønen saaret?
Kom ned, og svøb lidt Spindevæv om Skaaret.”
Forundret Sigrids skiønne Øine skue
De nette Skabninger saa nær sig staae;
Hun veed ei: skal hun smile, eller grue?
Den Gamle mønstrer hun fra Top til Taa.
Den Gamle neier atter for sin Frue.
Ung Sigrid er forladt ei i sin Vraa;
Hun føler trøstet sig, hun seer og hører,
Sig noget Levende om hende rører.
Hvad har hun vel for Alferne at frygte?
Hun er en Kæmpe mod den hele Flok.
Hun kiender dem, de har et ærligt Rygte:
De spinde tidt paa den forladte Rok;
Det Huus, som staaer ved Bierget, hvor de bygte,
Har altid Hielp af dem, og meer end nok;
De bære Vand for Pigen, strigle Hesten,
Ret venlige Smaaskabninger for Resten.
Lidt stiæle de, kan man vel ikke negte;
Lidt tages med sig hiem til Huusbehov.
Tidt vil ei Mallen rigtig i sin Hægte,
Tidt slutter Jernet ei til Hestens Hov;
Da er det slige overgivne Knegte,
Som og forvilde Vandreren i Skov,
De slukke Lyset, komme Støv i Fløden,
Omvælte Øllets Kruus, og svie Grøden.
Snart blev hun med det lille Folk fortrolig,
De trøste hende der, saa godt de kan.
Med Blomster prydes hendes Seng og Bolig,
Kun sielden kommer den forhadte Mand.
Sig føler meer husvalet, mere rolig
Den fagre, men den stolte Lilievand.
En Harpe finder hun i Biergets Giemme,
Hvorved hun hæve kan sin søde Stemme.
En Kilde giennem Biergets Stene rinder,
Melodisk risler den til hendes Sang;
Steenhvælvingen er Stemmen ei til Hinder,
Dens Echo høit gientager Harpens Klang.
Saasnart hun synger, hurtig sig indfinder
Hver Underjordisk, som har der sin Gang;
Og naar hun holder op, naar Visen ender,
Da klappe hundred smaae kulsorte Hænder.
Med Magt kan Hartbein intet meer udrette,
Hun svoret har, og holder, hvad hun svor;
Med Venlighed han søger ud at slette
Det bittre Had hos sit tilbedte Noer.
Alt, hvad han vil, er hendes Haar at flette;
En kunstig Knude han i Lokken snoer,
Som Sigrid atter ei at løse magter:
En daglig Straf, fordi han daglig smægter.
Hver Dag en Time nu ved Aftentide
(Saa føielig giør Elskov selv en Trold)
Har hun Tilladelse ved Kæmpens Side
At stige ud fra Biergets mørke Vold.
Han vogter hende, færdig til at stride.
Der sidder hun midt i den Lund saa bold,
Seer hendes Faders Borg, langt i det Fierne,
Og over Borgen glimter Freias Stierne.
Hvad tænker hun? Paa hendes gamle Fader?
Høit svulmer jo det unge Svanebryst.
Hvad tænker hun? Paa den, som hun forlader,
Fortvivlet, uden Haab og uden Trøst?
En stille Taare Rosenkinden bader;
Men Freias Stierne leer deri med Lyst,
Som vilde den høit fra sin Himmel sige:
„Alt er endnu ei tabt, græd ei, min Pige!”
Ung Othar sidder fiernt i Egelunden,
Hans Øie paa den samme Stierne seer.
Søgt har han overalt, og Intet funden;
Nu er der intet Haab om Sigrid meer.
Bleg sidder han og taus i Aftenstunden;
Men Aftenstiernen i hans Taare leer,
Som vilde den høit fra sin Himmel tindre:
„En tifold større Fryd skal Smerten lindre.”
O, skiønne Stierne! salig du bedaarer;
Hvor ofte lindred du den Unges Bryst,
Hvor tidt fremkaldte du en Ynglings Taarer,
Og straaled i hans Hierte Haab og Trøst!
Dog, grumme Lys! kun mere dybt du saarer;
Du loved vel, men skienked ingen Lyst:
Den svandt, den unge Vaar, med Savn og Smerte,
Uqvægsom for det elskovsfulde Hierte.
Den Lykkelige Held, som du belønner,
Hvis Troskab, Længsel du lyksaliggiør!
Mon vel den Ædleste blandt Danmarks Sønner
Paa dine Smiil i Aften lide tør?
Mon næste Sommer, naar sig Skoven grønner,
Det skiønne Hoved med de gule Hør
Sødt blusser ved hans Barm i Aftenrøde,
Og smiler ham et Rosenkys i Møde?
Ja, det vil skee, thi han har Naade fundet
For Freia, ham beskytter hendes Magt.
En Time har vel Othar modløs grundet,
Nu Træets Raslen har ham atter vakt.
Er Aftenrødens Glands tilbagerundet?
Violens første Duft tilbagebragt?
Et qvindligt Billed, lyst, som Maanens Straaler,
Staaer for ham, smykt med Roser og Violer.
„Mig sendte Freia ned, min skiønne Frue;
Jeg er en Alf af hendes lyse Hær:
Hun sender Siofna fra sin Himmelbue,
At trøste dig bag Herthas Egetræer.
Den unge Mø, som tændte først din Lue,
Er ikke langt herfra; thi drag dit Sværd,
Skynd dig i Kæmpens Blod at farve Værget,
Saa redder du din Brud af Tryllebierget.”
Saa talte hun, mens Hyacinthens Klokker
Sødt gynged under Brystets Tvillingpar;
Lyst flagred hen for Veiret hendes Lokker,
Af luftigt Flor den sølvblaa Kiortel var.
„Kom,” raabte hun, „jeg veed, at Faren rokker
Ei Othars Mod; alt bær du mangt et Ar.
Jeg vil din Sigrid dig i Faren vise;
Følg Siofna, følg den milde Drømmens Dise!”
Forstenet Othar staaer, troer ei sit Øie,
Dog føler han sig en Gudinde see.
Han meente staalklædt dem paa Dovres Høie
At sidde, krystet af en evig Snee.
De Blomster, som sig huldt om Barmen bøie,
Tilkiendegive meer en indisk Fee,
End en i Norden dyrket streng Gudinde,
Hvis Stol er Iis, hvis Vogn de kolde Vinde.
Hans dragne Sværd i Aftenrøden blinker,
Som Aftenrøden blusser Heltens Kind.
Med Liliearmen ham Gudinden vinker,
Han trænger sig igiennem Krattet ind.
Stærkt iler han, at ei han sig forsinker,
Han bryder giennem Busken, som en Vind.
Nu staaer han ved det aabne Bierg i Lunden,
Han Sigrid seer — og Siofna er forsvunden.
Der sidder hun med Sløret for sin Pande,
Det bedste Blomster i den grønne Vaar.
Bag hende seer han Kæmpen venlig stande,
Som fletter hendes lange gule Haar:
En Strøm af Guld, som naar i Perus Lande
Hen over sieldne Sand en Kilde gaaer.
Bleg kryster han sit Sværd, han seer den Gamle
Vellystig i de fulde Lokker samle.
„Forræder!” raaber han, og vældigt svinger
Sit lette Spyd, en jernbestagen Alm.
„Forræder!” raaber Kæmpen. Spydet klinger
Alt mod den frygtelige Kølv af Malm;
I samme Øieblik det giennemstinger
Det brustne Staal — og knækkes som et Halm.
Forfærdeligt i Luften Hartbein brøler,
Sit Banesaar han i sit Hierte føler.
Dog vil han sig endnu i Døden hevne;
Høit hæver han sit centnertunge Skaft,
Et Slag — og Othars blanke Hielm maa revne,
Til Jorden styrter Helten for hans Kraft.
Dog hurtig i det frygtelige Stævne
Staaer Ynglingen igien. Den røde Saft
Udvælder meer og meer af Kæmpens Sider,
Mat styrter han, og bleg i Græsset bider.
O, Sigrid! fryd dig nu, du stolte Skiønne!
Nu est du ei af Trængsel meer bespændt.
Du kan din Othars Kiærlighed belønne,
Hans kiække Troskab har det vel fortient.
Din Voldsmand ligger Liig nu i det Grønne;
Et Drab, som vide vorde vil bekiendt.
Skynd med din Beiler dig til Borgen atter,
Skienk ham en Brud, og Faderen en Datter!
Saa ønsker Skialden, haaber Othars Hierte.
End staaer hun taus, og mæler ei et Ord.
Et Forsæt fattet har med stille Smerte
Det bly, jomfruelige Kongenoer.
Ei meer Fyrstinde, moderlige Herthe!
Hun troer at være ved din Isefiord;
Ei blot et Slør, et fuldeligt Elende,
En ringe Dragt, en Flugt skal skiule hende.
For Pigen er et ubesmittet Rygte
Meer, end den klare Luft, umistelig.
„Jeg var i Kampens Vold, nu maa jeg flygte,
Et Spøg, et tvivlsomt Smiil kan dræbe mig;
Det vil jeg daglig ei paa Leire frygte.
Selv Othar kunde let forandre sig —
Nu blusser han; men bliver han den Samme?
Hvad staaer mig inde for hans Elskovsflamme?”
Saa tænker hun, og hendes Læber tale:
„Othar! hvis nogentid jeg var dig kiær,
Saa iil herfra til Leires Kongesale,
Og lad mig ene mellem Skovens Træer.
Min Bolig staaer i ubekiendte Dale,
Hvor Ingen kiender mig, som er mig nær.
Fyrstinden Sigrid pryder meer ei Norden,
En ukiendt Terne vogter Gedehiorden.”
Og uden Svar at høre, hun sig skyndte
I Skoven ind; han bleg tilbagestod.
Alt Mørket at udfolde sig begyndte,
Fuldmaanen sank bag Havet i sit Blod,
De blanke Stierner Midienat forkyndte,
Forstenet Othar sad ved Bøgens Rod.
Den blege Melkevei, de lyse Flammer
Betragted Kampens Liig og Heltens Jammer.
Vort Siælland var i Oldtids unge Dage
En tætbevoxet Ege-Bøgeskov.
Kun hist og her lod Bonden Oxen drage
Igiennem feden Jord den tunge Plov;
Man fandt det mere nemt, med Magt at tage
I fremmed fiendtligt Land sit Huusbehov,
End selv paa Agren sine Ax at tælle,
En Daad, som overlodes ringe Trælle.
Hvor let for Sigrid altsaa sig at skiule
Ved rask at giennembryde Skovens Hegn!
Langt staaer hun nu fra Kæmpens fæle Hule
Om Morgenen midt i en fremmed Egn.
Nu skiules med et Net de Lokker gule;
Den spæde Fod, som følte mangen Blegn,
Husvaler hun i Bækkens køle Bølger,
Som Løvets grønne Skyggehvælving dølger.
Hun bytter med en fattig Hyrdeqvinde
Sin rige Dragt; nu er hun, som sig bør.
Om ranke Liv sig Vadmelsklæder vinde,
Til Stav ved Bækken bryder hun et Rør.
Den Gamle gaaer; og Sigrids Taarer rinde.
Alt hvad hun har igien, er hendes Slør;
Det hvide Slør hun om sin Tinding kaster,
Og til en Bondehytte hen hun haster.
„Hvad vil du?” raaber hende vredt i Møde
Den grimme Qvinde, som i Døren staaer.
„Jeg vil dig tiene for den blotte Føde.”
„Hvad kan du?” „Jeg kan vogte Lam og Faar.”
„Hvad giør du her i Egnen? den er øde.
Hvem er du? Tag mig Sløret af dit Haar!”
„Jeg vil i Alting dig følgagtig være;
Men spørg mig ei, og Sløret maa jeg bære.”
„Og har du vel tilforn tient hos en Hyrde?”
„Min Fader eier selv en talrig Hiord!”
„Hvi letter du ham ei sin egen Byrde?”
„Dertil han bruger stærke Mænd i Nord.”
„Vil Ulven tidt hans fede Flokke myrde?”
„Dem hvasse, stærke Horn i Panden groer.”
„Saa frygte de vel ei, naar Ulven kommer?”
„O, nei! de stange een ihiel hver Sommer.”
„Saa gaa da ned i Engen, du vil møde
En talrig Flok af Lam og Geder der.
Bevogt dem til den sene Aftenrøde,
Saa driver du dem ind i Hytten her;
Saa malker du, og skummer mig min Fløde.
Ret ordentlig mig kun og flittig vær,
Hvis ikke vorder det din egen Jammer.
Her har du Føden og et Sovekammer.”
Ung Sigrid gaaer. Veemodigt hun sig fryder
Paa den afsides kratbevoxne Vei;
Thi hun er ene. Hendes Taare flyder.
Om hun har Othar kiær? Hun — veed det ei;
Men hendes Hierte hvert et Haab forskyder.
At vende hiem igien til Borgen? Nei!
Min Lod er kastet, her skal Hiertet isne.
Her skal den unge Blomst i Skyggen visne.
Hun vogter i de milde Sommerdage
Nær ved den lune Skov sin elskte Hiord,
Og tænker paa sin Herlighed tilbage,
Som saae hun den igiennem Drømmens Flor.
Hun vanker om, tungsindig, uden Klage,
Hun er ei meer en Kongemø i Nord.
Hun sidder i de køle Markens Vinde
Med Stav i Haand, en elskelig Hyrdinde.
De muntre Hiorde vil hun kiærligt pleie,
Hvert Faar, hver Ged er for den Skiønne tam;
Hun lærer sig at blæse paa Skalmeie,
Hun kiæler for de hvide Dæggelam.
Et høirødt Skierf end har hun i sin Eie,
I Trevler river hun sin sidste Bram,
Giør Halsbaand til de Smaae, og gier med Rette
Det allerbedste til sin lille Mette.
Nu skulde man dog troe, den grimme Qvinde,
Saa rig paa Fæ, var over Sigrid glad,
Og havde kiær sin deilige Hyrdinde;
Men, nei! hun lønned hendes Flid med Had,
Jog hende ud i Regn og kolde Vinde,
Gav hende Straa til Seng, og lidt af Mad.
Tidt gik hun hungrig til de grønne Skove,
Og maatte mangen Aften hungrig sove.
Mistrøstig sidder hun engang paa Engen,
Det er en skyfuld Dag og fuld af Slud.
Vansmægtig joges tidlig hun af Sengen;
Hun finder alt for haardt den Gamles Bud.
Med Taarer fæster Øiet sig paa Vængen;
Da bovner frem et stort Muldvarpeskud;
En Pusling stiger op med Brod i Taske,
Frugt i sin Kurv, Viin i sin lille Flaske.
„Her har du Alt, hvad der kan Hiertet glæde,
Her bringer jeg, hvad Sigrid gotte kan;
Sær denne høist fortræffelige Væde,
Som bragtes hid vidt fra et fremmed Land.
Jeg tog den fra en Skipper; han vil græde,
Naar ei han finder Flasken meer paa Strand.
Jeg snapped den; hvad har han vel at klage?
Jeg lod de fire største staae tilbage.
Vi har dig kiær fra sidst, da du var fangen
I Bierget; vi har talt om dig saa tidt.
Du veed vel, det var mig, som sad paa Stangen,
Som var i Haanden af en Høne bidt.
Jeg hevned mig dog over den forgangen,
Den havde giort et Æg, og det blev mit.
Min Madmoer med det store Nøgleknippe
Du strax vil see; hun kan kun langsomt trippe.
Vi har arbeidet os af alle Kræfter
Igiennem Jorden hen til denne Brink;
Thi hvor du er, der flytte vi nu efter.
Men vi kan ikke taale Solens Blink,
Ei Borgens Støi; det os til Jorden hefter.
I Luften kalder os først Stiernens Vink.
Dog, naar det, som i Dag, er mørkt og taaget,
Tør vi vel komme frem; det lindrer noget.”
Af Hiertet rørt skiøn Sigrid Alfen takker,
Modtager fro hans Gave uden Skam.
Imens hun holder Maaltid, fort han snakker,
Og spaser med det mindste Dæggelam.
Han finder Prydelsen om Halsen vakker,
Han synes, at det var en Hest for ham.
Han er i Sadlen alt, han Rytter leger,
Mens Mette løber ængstligt om, og bræger.
Men Rytteren sig lader ei forbluffe.
Nu kommer Trude frem, klædt nok saa net:
Med Silketrøi’ og Skiørt af første Skuffe,
Sølvspændte Skoe, paa Hovedet et Sæt,
Med begge Hænder i en lille Muffe.
Hun Puds paa Hesten seer: „Saa! det var ret!
Hvis den afkaster dig? i Fald du brækker
Et Been? Ak, hvor det Afskum mig forskrækker!”
O, milde Trøst! ung Sigrid er ei ene,
Hun er i Verden ikke plat forladt.
Hvad hende trøsted under Biergets Stene,
Indfængslet i den lange sorte Nat,
Det trøster hende nu bag Bøgens Grene,
Hvor Nattergalen har sin Rede sat;
Hun har endnu de smaae trofaste Venner,
Med Raad og Daad den Gamle hende tiener.
Det Første, hvad hun giør, den gamle Trude,
Er, at hun op paa Sigrids Skulder staaer,
Og løser ud hver slagen Trylleknude
Igien af Kongemøens fagre Haar.
Hvor deiligt flamme sig de Lokker prude,
Som Puds nu kæmmet over Skuldren staaer!
Den Gamle Haaret atter peent nu fletter,
Og Puds en Rosenknop i Sløifen sætter.
„Hvad vil du her hos denne grimme Qvinde?”
Adspørger Trude; „gaa til næste Dal!
Der vil et herligt Huus du forefinde
Med Kielder, Stegers, Hauge, Toft og Sal.
Der ting du dig i Kost og vær Hyrdinde,
Saa lider du ei længer mindste Qval.
Der finder du, hvad dig især er tienlig:
Huusmoderen er from, og Sønnen venlig.”
Ung Sigrid vil ei did til Huset gange,
Fordi hun hører tale om en Søn.
Den Gamle siger: „Vær kun ikke bange!
Han eier alt en Brud, som du saa skiøn.
Endnu i Aften skal han hende fange
Til Hustru i den unge Mai saa grøn.
I Fald du skynder dig, da est du Giesten
Og Brudepigen med ved Bryllupsfesten.”
Imedens nu den lille Fæstekone
Ung Sigrid overtaler, see vi maae,
Hvo paa den anden Side Skovens Krone
Sin skiønne Bolig har ved Bækkens Blaa.
Ak, kunde kun min Harpes sagte Tone
Forkynde ret de Store med de Smaae
Begivenheden her saa kort og fyndig,
Der ender Sigrids Nød, som den er yndig!
Ja, denne Aften end ung Othar trøster,
Han eier Huset, hans er Sal og Toft;
Den forestille Brud er Othars Søster,
Den virkelige Brud har Alfen lovt.
Hvis denne sidste kiække Prøve brøster,
Da hevnes Hartbein grumt af Vagenhoft,
Den lede Trold; men Freia Dæmning sætter
For den misbrugte Magt af onde Jetter.
At Sigrid er ham nær, har han erfaret,
Om Sigrid har ham kiær, han prøve skal.
Om Alt har ham i Tide Alfen varet.
Han smykker skiønt og festligt ud sin Hal;
De bedste Dalens Blomster, længe sparet,
Nu pynte Væggen rundt i Tusindtal.
Den skiønne Søster i Skarlagenklæde,
Karfunkelsmykt, indtager Brudens Sæde.
Og da nu Solen ned i Vesten viger,
Da kommer Egnens Ungdom hid til Giest.
Skalmeier, Piber, Trommer, Harper, Giger
Tilkiendegive høit en Bryllupsfest.
Farvel sit gamle Herskab Sigrid siger,
Og skynder sig afsted, som hun kan bedst.
Alene gaaer hun; kun en Biælde klinger,
Sit lille Dæggelam hun med sig bringer.
Skinsyge! du Blaalæbede, du Blege!
Til Hielp den arme Othar hastig kom.
Dig vække skal de falske Brudelege,
Træd ind i Dag i Elskovs Helligdom,
For første, sidste Gang dit Mærke præge
Du paa den høie Liliepande, som
Fra Sløret du skal frie, som er i Vente;
Til Held for den, som aldrig dig fortiente.
Hvordan beskriver klart og kraftig Skialden
Den stumme Skræk, da ind hun treen, og saae
Som Brudgom Othar? Hun er himmelfalden,
Hun ændser intet meer i Salens Vraa.
De høie Piber, Trommens muntre Skralden
Er hende Tordenslag fra Skyens Graa.
Hun holder sig, at ei til Jord hun segner,
Den friske Rosenkind bag Sløret blegner.
Hvor stor er Othars Glæde, da han mærker,
Hvad Sigrid i sit stumme Hierte leed!
Han priser Nidkiærhedens Underværker.
Hun elsker ham, o søde Salighed!
Forgieves sig den Yndige forstærker,
Snart løser hun sig fra sin strenge Eed:
I Sløret famler alt den hvide Finger,
Dog tier hun endnu, og bleg sig tvinger.
Men da Herolden raaber om en Pige,
Som Parret lyse skal i Kamret ind,
Da veed hun atter af sig selv at sige,
En Purpurglød høit farver hendes Kind.
Voldsomt de qvalte Suk fra Brystet stige,
Dybt Nidkiærheden ryster hendes Sind.
„Kom,” raaber hun med sønderknuset Hierte,
„Mig bære lad den lyse Bryllupskerte!”
Nu staaer hun i det skiønne Brudekammer,
Udpyntet for de lykkelige To.
Den store Kertes høitidsfulde Flammer
Oplyser overalt den hulde Bo.
Med grønne Silkebolstre Leiet brammer.
Nu, Sigrid! lad de Salige med Ro!
Hun kan det ei, stivt hen hun for sig stirrer,
Voxkerten stærkt i Liliehaanden dirrer.
Hun staaer forstenet, kold, hun taber Aanden;
Hist sidder han paa Bolstret med sin Brud!
Hvad skildrer hendes Nød? hvad tolker Vaanden?
En Gysen nuprer hendes Liliehud;
Hun staaer, til Lyset brænder ned i Haanden,
Og Othar viser hende venligt ud —
Da kaster hun sit Slør, da Taarer øse
Fra Øiets Blaa:. „Ha!” raaber hun, „Troløse!”
Behøver jeg ved Harpen meer at qvæde?
Jeg skildred Othars Smerte, Sigrids Nød;
Men kan jeg skildre Sigrids, Othars Glæde,
Da Trøstens Ord fra Begges Læber flød?
Ak, Harpens Klang kan bringe til at græde,
Men Elskovs Salighed er alt for sød
Til i en Sang med Toner at gientage;
Den kan udtales ei, den maa man smage.
Hun havde lovet Frigga, sin Gudinde:
For ingen Yngling hæved hun sit Slør,
Før hendes Kiærlighed han kunde vinde,
Før ret han elskte, som en Elsker bør.
Han vandt den; ak! dog lod hun sig forblinde,
Thi elsker han den Deiligste blandt Møer?
Han elsker! Kun et Ord den Skiønne trøster:
„O, søde Sigrid! Bruden er min Søster.”
Nu er hun hans, nu seer han hende atter,
Og Eden løser sig med hendes Slør.
Nu skinner Solen. Salig han omfatter
Med stærken Arm sit hulde Blomsterrør.
Med Pomp han bringer Konningen sin Datter
Til Fryd for alle Kæmper, Fruer, Møer.
Til Fryd for hvert et Skib i hele Norden
Har nu sin Dronning atter Isefiorden.
Selv Alferne dybt i de grønne Bierge
Sig fryde sammen i det mørke Muld.
Hvor flittigt kløttre nu de vevre Dverge!
Paa Brudesengen finder Bruden huld
Til Othar et af Staal fortræfligt Værge,
Men til sig selv et deiligt Slør af Guld.
I Sløret virket staaer: „Ei Sigrid nænner,
At glemme sine smaae trofaste Venner.”