Altsaa for første Gang til et Natteherberg jeg ruller,
For med den vaagnende Dag længer at reise paa ny!
Smuk, saa siges, er Slagelsevei; de speilklare Vande
Mildt indkrandses af Skov, jævn er den venlige Bro.
Rolig nedlægger jeg mig, i Haab om en qvægende Morgen;
Hvad da mit Øie skal see, aner nu Siælen kun halvt.
Lær mig, med lignende Tillid, min Gud! at gange til Hvile,
Naar mig en dybere Søvn styrker til fiernere Vei.