Uafladelig føg for Vinden den taagede Støvregn,
Postkarlen atter med os hen giennem Støvregnen føg.
Natten var nær, og begge vi stunded til fiernede Krebshuus;
Krebsgang tyktes os selv Hestenes hurtigste Trav.
Hisset mod Venstre, paa Veien, i Taager en Kirke sig hæved,
Sørgelig skiult af det Graa, halv slettet ud for mit Blik.
Mangen Kirke forbi var jeg kommen alt før, til at vide
Navnet jeg pirredes ei; nu først kom Lysten mig paa.
Men til Vidne jeg kræver dig, Ven! om ei til Forundring
Aarsag jeg noksom fik, da mig blev Sigersted nævnt?
Thi af en Anelse sært blev min Læbe til Spørgsmaalet drevet,
Sikkert et kiærkomment Navn lytted jeg ventende paa;
Og hvad jeg haabede, blev, mildt qvægede Lyden mit Hierte,
Skiødesløst, gnavent udslængt af ligegyldige Mund.
Sigersted! altsaa dig? Og see, det glindsende Blik sig
Brød giennem Taarer en Vei hen ad den taagede Mark.
At Kong Sigar i Sinde mig randt, og Signe med Hagbarth,
Veed alt du, som har læst Oldtidens herlige Digt.
Hisset altsaa stod hans Gaard, og hisset paa Bakken
Træet, hvor Hagbarths Død vidner om Kiærligheds Magt;
Hisset dit Jomfrubuur, guldlokkede Lilievand, Signe!
Hvor sig med Morgenens Glød blandte dit flammende Baal?
Længst forsvundne Bedrift! den ringe, lavthvælvede Kirke
Toner den sidste Lyd end af dit hellige Sagn.
Tidt under Læsningen foer jeg i Saxos ærværdige Krønik
Sagnet i Taage forbi, ligesom Stedet nu her,
Vilde saa gierne seet meer; men Taagen forhindred mit Øie.
Rørt med tilbagevendt Blik foer jeg da videre frem.