Sildig kom vi med Slud til Ringsted; i dæmrende Kammer
Skrev jeg, mens Hesten fik Hø, langsomt paa Ruden mit Navn.
Neppe stod det blandt andre der, før sig hurtig et Billed
Reiste med Smiil for mit Blik, ak! paa vor Litteratur.
Flintesteen skriver kludret paa Glas i Hestenes Fristund,
For i den skumle Sal Tiden dog lidt at forstaae.
Knap er Trækket fuldbragt, for strax det hovmodige Hierte
Frisk om Udødelighed giør sig et latterligt Haab.
Ak, men den grusomme Vert, naar af Kradsningen kied han er bleven,
Knækker han Ruden itu, indsætter blanke paa ny!