Morgenstund Guld har i Mund, saa siger et ældgammelt Ordsprog;
Oftest har Ordsprog Ret, o men det feiler dog her!
Mangen Morgen, naar sikkert jeg venter din Ankomst, Aurora!
Blid, med Guldrosen i Mund, jomfrurødmende sødt,
Kommer med Piben i blodløse Læber, i graa Roquelaure,
Frossen og søvnig en Knark, smøger mig Taagerne frem.
Blomsterne hylle sig da, som Piger om Aftenen sildig,
Ind i det græsgrønne Shawl, blegner og ryster af Kuld;
Og en stakkels Poet, som tilfælles har meget med Piger,
Stirrer veemodig mod Syd, ønsker med Længsel sig der,
Tænker: Ak, var du, som Skovenes vingede Sanger, en Trækfugl,
At du, naar Sommeren svandt, bort kunde flygte med den!
Hvor oplivende derfor er Skiæret i tidlige Morgen,
Eos, du venlige Glut! af dit safrangule Haar.
Munter, Auroras Forbud! Da Lærken forlader sin Rede
Eengang saa tidlig, som før, flagrer i Luften, og slaaer:
Eos vor Dronning har meldt! Vil I vaagne, Smaablomster og Fugle!
Siunger og dufter i Sky! Eos vor Dronning har meldt.