Ret som den vældige Strøm, der slynger sin kraftige Vand-Arm
Stærkt giennem Dalene ned, tonende langsomt og dybt,
Naar den da naaer det speilklare Vand, det rolige Havblik,
Risler dens Vove kun brudt, mildt i det spillende Skiær;
Saadan Digterens Røst: den toner i hellige Hvælving
Vældigt sin Sorg og sin Ild, malmfuldt med Orgelets Klang;
Men naar Kirkedøren er lukt, naar sædvanlige Verden
Atter omringer ham rundt, køles den brændende Glød,
Og den enkelte Blomst, som nu rulles forbi, kun han plukker
Under indvuggende Tact med et betragtende Blik.