Biergmands-Liv
(Efter Novalis.)
(Efter Novalis.)
Den over Jorden byder,
Som maaler Jordens Bund,
Som ei Bekymring bryder
Dybt i den lune Grund.
Som tausindviet kiender
Dens Kæmpe-Ledemod,
Som til dens Værksted vender
Med ufortrøden Fod.
Dens hemmeligste Kammer
Sig aabner for hans Bud;
Hans Hierte den opflammer,
Som om den var hans Brud.
Hver Dag han did kan drage
Forelsket, dobbelt fro.
Han skyer ei Flid og Plage;
Den laer ham ingen Ro.
De mægtigste Bedrifter
Fra længstforsvundne Tid
Den dybe Klippe skrifter
Ham aabenhiertig, blid.
Oldtidens Luft ombæver
Hans Ansigt helligmild;
I Grubens Mørke svæver
For ham en evig Ild.
Hvorhen sin Fod han flytter,
Saa velbekiendt han er.
Naturen understøtter
Hans Hænders Gierninger.
Til Hielp i høie Grotte
Ham Vandet følger brat;
Og alle Klippeslotte
Ham aabne deres Skat.
Hen for sin Konges Throne
Han bringer gyldne Skriin,
Og sætter i hans Krone
Den funklende Rubin.
Vel sandt, han Kongen byder
Alt, hvad han samled her;
Dog det ham lidet bryder,
Hans Armod er ham kiær.
Lad dem som Bødler hærge
For Penge, Land og Slot;
Han blier i sine Bierge
Den glade Jordens Drot.