Jeg vaagnede ved Nattergalens Slag,
Naturen rødmed, Natten var forsvunden;
Med Harpen taus jeg traadte ud i Lunden.
Det var min kiære Piges Fødselsdag.
Med Taarer hen i Solens Glands jeg saae.
Alt funkled mig saa broget, mildt i Møde.
Kiærminderne var dobbelt himmelblaae,
Og Roserne var dobbelt purpurrøde.
Og Lærken hisset paa den grønne Vang
Steg høit fra Græsset under sølvblaa Sphære,
Og qviddred, syntes mig, en Morgensang
Paa Emmas Fødselsdag til hendes Ære.
Da steg saa stærkt, saa underligt min Aand,
Mit Hierte blussed, og jeg samled længe,
Før, skiælvende af Glæde, med min Haand
Jeg kunde finde Harpens brune Strænge.
Og da jeg nu ved Strængens sagte Lyd
Midt i den skiønne Vrimmel vilde stræbe
At synge om min Elskov og min Fryd —
Da var min Tunge stum, og taus min Læbe.
Da lod jeg modløs Harpen synke ned,
Og spurgte med en Taare i mit Øie:
„Hvi negter du mig grumt, du Evighøie!
Paa Emmas Dag at synge Kiærlighed?”
Men, see! da blev jeg vaer en fager Mand,
Med Pensel i sin Haand han længe skued
Mod Østen hen, hvor Morgenrøden lued
Mildt over Busken, i den gyldne Strand.
Og ofte saae jeg ham at male ned;
Men svage var hans Træk og uden Lykke.
Da raabte han med Fryd: „Hvad kan udtrykke,
O evige Natur! din Herlighed?”
Og over Field jeg hørte Echos Lyd:
„Natur! dit sande Liv kan Ingen male”.
Og giennem Roser hørtes Zephir tale:
„O, mindre Elskovs høie, søde Fryd!”
Da gav jeg Glæden i mit Hierte Rum;
Da standsede min Taare med min Klage.
Til Emmas Bryst jeg vendte taus tilbage,
Og takked Gud, fordi jeg var saa stum.