Dette, og de efterfølgende Digte høre til en nordisk Fortælling, som i sin Tid vil blive Publikum bekiendt.
Naar Natten udruller sit sorte Slør,
Naar Lyset døer,
Naar Himlen berøvet sin blanke Lue
Ruger ned, som en skummel Fængsel-Bue,
Da fremluer Freya! din Rok saa blid,
Ved Kierligheds stille Midnatstid,
Søvdøvende, straalende, hvid.
Og mens den tindrer med venlig Ild,
Du deilig mild
Med runde Fingre den Silke spinder,
Som du om Rosenkiederne binder,
Hvormed du yndig og elskovsvarm,
Med din fulde, snehvide Arm
Slynger Yngling og Pige Barm til Barm.
Og da nu hver voxen Svend og Moe
Vil heller døe
End vandre fiernet fra Elskovs-Flokken,
End mangle Roser og Traad af Rokken,
Saa sukker til dig det hele Nord,
Og du bønhører hvert kierligt Ord.
Derfor er din funklende Rok saa stor!