Der er en Sal, høit over Himlens Blaa,
Den faaer sit Lys af Morgenrødens Lue,
Dens Gulv er strøet med Nattens Stierner smaa,
Dens Loft sig hvælver over Himlens Bue.
Der dufter Rosen i en evig Vaar,
Der bølger altid svale Vestenvinde,
I Midten straalende en Throne staaer,
Der sidder Freya, Kierligheds Gudinde.
I denne Sal, hvor Vedbend-Ranken hen
Ad Væggen frisk og grønnende sig slynger,
Hvor Blomsten, plukket, springer ud igien,
Hvor Nattergalen dobbelt kielent synger,
Der svæve Par og Par i kierlig Dands
Favn imod Favn paa Lillier og Violer;
Og Freya smiler, hendes Øies Glands
Tilsmiler hver med lige milde Straaler.
Og hendes tvende Møer ved Harpens Klang
Da synge sødt og jublende derinde.
Hver svunden Fryd gientager Fyllas Sang,
Og Hlynas vifter hen hvert Kummers Minde.
Til Valhals Stridere, til Kampens Lyst
Man ofte seer de unge Helte drage,
Men til Folkvangur snart, til Elskovs Bryst,
Med Egekrands, de ile fro tilbage.
Naar Asken er i Urnen sluttet ind,
Og Jorden sorrigfuld sin Kiempe savner,
Da stiger let hans Aand paa Nattens Vind
Til Stiernen op og sødt sin Glæde favner.
Der Gyda jeg forenes skal med dig,
Naar Rotas Vingeslag her Livet ender,
Naar Straalen i dit Øie slukker sig,
Og Harpen synker taus af mine Hænder.
