I første Tider,
Da Aser droge
Ud fra Østen,
Hvor Solen opstaaer,
Morgenrødens
Klare Hiem,
Da vandred Gefion,
Hvidarmet,
Fuldbarmet,
Den skiønne Dysa
Om paa Fast-Land
I Maaneskin.
Egn hun søgte
Fuld af Kornax,
Egn hun søgte
Fuld af Lunde,
Egn hun søgte
Fuld af Kilder,
Fuld af Hytter,
Som omsavned
Stærke Kiemper,
Skiønne Møer.
See da treen hun
Frem for Gylfe,
Fast-Lands Konge;
Bad om Egnen
Med Rosensmiil.
Gylfes Øie
Nedsank brændende
I den fulde
Unge Barm.
Da smilte Blikket,
Da blussed’ Kinden,
Da sagde Læben
Gierne Ja!
Og hun spændte
Sine Ørne
Kridne-hvide
For Guldploven.
Hvor ellers Jern sad
Sad nu Karfunkelsteen,
Jettestøbet.
Og hun lagde
Hvide Hænder,
Silkebløde,
Trindt om Grebet.
Og Ploven furede
Dybt i Grunden;
Og Ørnene pløiede
Vældigt Egnen
Ud i Ægirs
Sølvblaa Favn.
Hopped dandsende
Om dens Bredder.
Og Freya plantede
Sine Roser
I dens Lunde.
Og gamle Nekker
Søgte enlige
Vaade Boliger
I dens Bække.
Og smukke Alfer
Smutted spøgende
I dens Høie;
Nu de lege
Ved Midnatstide
I Bøgeskoven.
Heltes Hiem,
Du gamle Siølund!
Hyggeligt udsøgt
Iblandt Nordens
Bedste Egne,
Tag min Sang!
Hil dig Geffion!
Bedste Disa
Iblant Diser.
Siølunds unge
Skiald dig priser!