Naar Odin vinker,
Naar Sværdet blinker,
Er Helten glad.
I røde Strømme,
I Liig, som svømme,
I Birtings-Bad,
Paa Lynets Vinger
Han iler kold,
Naar Rota svinger
Sit røde Skiold.
Hans Vaaben gunge,
Den blanke Tunge
Han svinger stærk;
Til Odin rider,
Naar Sværdet bider
I Pandser-Særk,
De raske Kiemper,
Hvis Mande-Mod
Ei Skrækken damper,
Blandt Liig og Blod.
Paa Markens Flade
I Jernplade
Med Kobber-Hielm,
Som Blodgudinden,
Hen giennem Vinden
Den smalle Elm,
Med Staal paa Spidse,
Han kaster let,
For frem at ridse
Den røde Tvæt.
Odin med Flammer,
Thor med sin Hammer,
Med Kølle Tyr,
Og Kampens Piger
Til Jorden stiger,
Naar Vaabnet gnyer;
Naar Luren tuder,
Som hungrig Biørn,
Da lokkes Guder
Til Kampens Børn.
Hvad er vel Livet?
Et Pust i Sivet,
Som synker ned.
Et Spil af Kræfter.
Som higer efter
En Evighed.
Til Evigheden
Saa morgenrød
Gaaer Vi, herneden,
Kun giennem Død.
Blandt Miød og Piger,
Du danske Kriger!
Blant Blod og Liig,
Du rask dig svinge,
Til Rotas Vinge
Bortvifter dig.
Med Sværd fra Belte,
Med Egekrands,
Det sømmer Helte
Den sidste Dands.
Øhlenslæger.