Taalmod
Da en Engel fra Himlen paa Jordkloden fordum vildfared’
Ak! og tilbage ei fandt, dydige Taalmod! du blev.
Samme
Graadgiennemsmilende Taalmod, du klagenynnende Engel,
Som i Lidelsens Skiød fletter af Torne din Krands,
Tør ei Seier og Hæld ad Livets Bane mig føre,
O saa følge du mig, følesløs vorde jeg ei!
Betingelse
Skienker, veldadige Guder! mig ikke Kunsten at nyde,
Hvis I ei føie til den Savnets og Lidelsens Kunst.
Sammenligning
Sikre Instinkt! er du ei en Vandringsstav for den Sunde,
Medens den seene Forstand Kryblingens Krykkepar er?
Til de Syge
Philosophien velsigner som Lægedom og som Lise,
Ak! hvi blev det vor Lod, at vi behøvede den!
Det Ypperste
Mellem Afsmag og Trang, Begiærets jordiske Følge,
Nøiet ungdommelig staaer, Gudernes salige Lod.
Tilfredshed
Intet jeg meere attraaer, hvis Skiebnens styrende Vilje
Skienker til Meierens Sved mig den, sokratiske Fryd.
Stoicism
Skiøn er den Kunst at nyde og vogte Glæden for Afsmag,
Dog en skiønnere end, den, at undvære, der er.
Valg
Væmmelse vælter sig mat paa hovnende, guldstukne Divan,
Trang paa skimlede Straa — siig mig, hvor dvæled’ du helst?
Kongen
Menneske, op — og grib Selvstændigheds herlige Scepter!
Herre over dig selv, Skabningens Herre du er.
Simplicitet
Salig Naturens Søn, som foragter Livets Udpyntning
Og i Tilværelsen alt føler sig nøiet og stolt.
Uvidenhed
Trefold lykkelig den, som naar en Viismand ham spørger:
Hvi er du lykkelig? ikke kan sige hvorfor.
Den gode Skuespiller
Lykkelig den, som spiller paa Livets skiftende Scene
Sine Roller, og ei veed, at kun Roller det er.
De Viises Coquetterie
Hvis du Glæden forfølger, den for dit Favn vil undvige;
Flye den Stolte, og brat vil hun forfølge dit Spor.
Glæderne
Mange Glæderne ere, som eies eller fortæres,
Dog de skiønneste kun Syner og Billedværk er.
Alteret
Der er et Alter, hvor selv Uranionerne tiene,
Skiøndt deres Patera ellers af Gaver er fuld;
Der er et Alter, hvor ei den tryglende Attraae nedknæler,
Skiøndt det paa Glæder er rigt — Kunsternes Alter det er.
Til de æsthetiske Realister
Daarer! hvis lavere Id vil tærske Geniens Blomster
Og ved den himmelske Ild kaage de jordiske Voer.
Til Theorikerne
Giver I Love, o Daarer! for Geniens selvskabte Verden,
Medens Naturen selv lydig modtager hans Bud?
Digterprøve
Vil du vide, om dig Naturen til Digter indvied’
Og om Begeistringens Gud kasted’ sit Lyn i dit Bryst?
Flye til Ørkenens Favn; for stedse adskilt fra Vidner,
Der slaae Harpen og da Genius hilser jeg dig.
Det Frivillige
Meget Fliden formaaer og den sandkorntællende Møie,
Dog det Yndige kun kommer ubudet til os.
Til Digteren
Spil dog længere ei det daglige Livs Melodier,
Hærd det ved dorisk Klang eller ved mysisk det smelt!
Formen
Samlivets venlige Charis, Urbanitet, vær mig hilset!
Du, den evige Freds synlige, blide Gestalt.
Selvtilbedelse
Mennesket er en Narcis, som i Naturen sig speiler,
Og i sit Billede nu tryllet tilbeder sig selv.
Over Bryllupsalen
Elskov og Attraae dig raskt til Hymens Helligdom føre,
Men Undseelsen dig indenfor række sit Slør.
Til Delia
Det er forgæves, at du med Amors Kunster mig lokker,
Du vil seire, og saa staaer jeg forsigtigt imod.
Til ***
Ydmyg staaer du og stum blant dybtnedskuende Stormænd,
Og usynlig du dig giør med Beskedenheds Slør:
Saaledes staaer i en Kreds af kneisende, frugtiøse Graner
Gartnerens podede Træ, bugnende under sin Frugt.
Beskedenhedsreglen
Avind og Stolthed det er, som af Fortienesten kræver,
At den beskeden skal dølge sin brændende Glands.
Philosophiens Oprindelse
Ahriman var det, som først paa Menneskets nøiede Læbe
Lagde det frække hvorfor, Himlens forbandede Tyv.
Undseelsen
Dydens Morgenskiær ei, dens Nedgangs dvælende Purpur
Er du, blussende Glands hisset paa Jomfruens Kind:
Ikke Undseelse stod i Edens hellige Skygger,
Først da det Onde blev til, Uskyld, da rødmede du.
Samme
Ikke, Undseelse du, er Dydernes hellige Moder,
Brøde og Uskyld her, Rødmende, avlede dig:
Men som Taalmod er skiøn, naar mod Vanhælds Komme den smiler,
Saa, o Gratie! du er det ved blottede Last.
Fuldendelse
Mand og Qvinde i Favn er Tingenes høieste Spidse,
Thi hvad overgaaer Vælde og Blidhed i Pagt?
Schack Staffeldt.