Naar Natten udruller sit sorte Slør,
Naar Dagen døer,
Naar Himlen, berøvet sin blanke Lue,
Ruger ned som høitidelig Kirkebue:
Da fremluer, Freia! din Rok saa blid,
Ved Kiærligheds stille Midnatstid,
Sødtstraalende, bævende, hvid.
Og mens den tindrer med venlig Ild
Du, deilig, mild,
Med runde Fingre den Silke spinder,
Som du om Rosenkiæderne binder,
Hvormed du, yndig og elskovsvarm,
Med din fulde, sneehvide Arm
Slynger Yngling og Pige Barm til Barm.
Og da nu hver voxen Svend og Mø
Vil heller døe,
End vandre fiernet fra Elskovsflokken,
End mangle Roser og Traad af Rokken,
Saa sukker til dig det hele Nord,
Og du bønhører hvert kiærligt Ord.
Derfor er din funklende Rok saa stor.