Obersten. Clausine kommer ind.
Obersten.
Ey mit Barn, min egen Clausine, der har du faaet dig en smuk Krands af Violer. Den klæder dig varhaftig godt om dine brune Lokker.
Clausine.
Jeg fik den ude i Haven, af en Gartnerpige.
Obersten.
Nu, er Haven ikke ret kommen i Orden? Er den ikke bleven ret net?
Clausine.
Overmaade net, kiere Fader!
Obersten.
Alt dette har jeg ladet giøre, for at den kan see en Smule maneerlig ud, paa din Geburtsdag i Morgen.
Clausine.
Fader er saa god.
Obersten venlig.
Hør, Clausine! Vær du nu ogsaa god! Ikke sandt? Du tager Bilbo, du gifter dig med ham for min Skyld, du giør mig den Gefall? Ikke sandt?
Clausine.
Men hvor kan dog nu min gode Fader tale videre om den Ting. Have vi ikke vidtløftig nok afhandlet den hele Sag, og har De ikke givet mig Ret?
Obersten.
Jo, mit Barn! Fuldkommen Ret. Du — handler efter Grunde! du er conseqvent! Og det kan jeg lide. Der er ingen Ting i Verden, som jeg har mere Agtelse for end Karakteer og Fasthed. Men — jeg tænkte kun saa — — Om du maaskee ikke skulde have faaet andre Tanker siden i Gaar? God gammel Ven! — Lidt gammeldags! — Rørig Mand — stærk af sin Alder — Eh bien! Du vil ikke, du handler conseqvent; men jeg vilde kun giøre dig opmærksom paa, at man finder ikke slige Mænd paa Gaden, Clausine! de voxer ikke paa Træer.
Clausine.
Paa Træer voxe de rigtig nok ikke, men paa Gaden kunde man dog vel finde dem, om man søgte lidt. Jeg beder, kiere Fader! Tal ikke mere derom. Herr von Bilbo er gammel og sær, jeg er ung og munter, og lige Børn leger bedst.
Obersten.
Bravo, Barn! Du taler som en Cicero. Kong Salomons Ordsprog er ikke klogere, end det du der sagde. Lad den gamle Nar løbe. Det skader ham ikke. Hvad vilde min Søn paa den Gallei? Jeg admirerer din Afbigt. Men — jeg tænkte kun saa — brav Mand — gammel Ven! — Man vilde gierne giøre Alle det tilpas — Det kommer altsammen an paa dig. Det er dig som skal have ham, og ikke mig. Var det mig, jeg siger dig det reent ud, Clausine, jeg tog ham med Kyshaand.
Clausine.
Men da det nu er mig —
Obersten.
Saa taer jeg ham ikke. Ikke meer om den Ting. Han kommer ellers herhen i Eftermiddag. Han er her snart, maaskee strax. — Jeg vil gaae bort, thi jeg skammer mig som en Hund over at jeg skal sige ham Ney. Jeg lader Eder være allene. Du giør hvad du vil! Punktum.
Clausine.
Vel, min Fader!
Obersten
gaaer, men kommer tilbage igien.
Du giør hvad du vil!
Clausine.
Ja, min Fader!
Obersten venligt overtalende.
Og hvad jeg vil?
Clausine.
Efter hvad der er talet, stemme vi jo nok overeens.
Obersten hurtig.
Du tager ham altsaa —
Clausine falder bestemt ind.
Ikke.
Obersten langsom.
Du tager ham altsaa ikke! Rigtig, saadan var det, saadan bør det være. Conseqvent! Conseqvent! Afsides i det han gaaer Naar hun seer ham selv, saa bliver hun nok bevæget. — Godt Hierte! Men lidt egensindig! paastaaende! — Hun tager ham nok, tænker jeg. Gaaer
Clausine.
Naar Hiertet høit for en Yngling slaaer,
Med funklende Øine, og sortbrune Haar,
Da er der kun lidet tilovers for den,
Som gammel og graae
Kan neppe gaae,
Om end han var Faderens kiereste Ven!
Ak skal jeg da evig sukke!
Evig kun græde og klage?
Kan du dit Øre tillukke!
Kommer du aldrig tilbage?
O hvis med Dig, mig Skiebnen foreente!
Havde jeg Vilhelm dig i min Favn —
Bilbo,
som er kommen ind og har hørt de to sidste Linier, skielver af Glæde, sniger sig bag paa hende og omfavner hende.
Her er jeg! Var det ey mig du meente?
Clausine
Nei....!
Bilbo.
Og Vilhelm er dog mit Navn!
Clausine.
Herr Bilbo, min Gud!
Hvordan seer De ud?
Bilbo.
See hvad Kierlighed formaaer!
Nye Klæder, nye Haar!
Solen smelter Biergets Snee,
Blomsten er igien at see.
Søde Clausine! Vær nu mild.
Elskov giør Iis til Ild!
Elskov giør ung af gammel.
Clausine.
Elskov giør Elskov vammel!
Bilbo.
Haabets Blomst af Elskov voxer.
Clausine.
Og paa hver en Alfar Vei.
Bilbo.
Kom dog ei med Paradoxer.
Clausine.
Kom med Elskov heller ey!
Bilbo.
Lad min brændende Bøn Dem røre,
Rynk dog ikke de skiønne Bryn.
Clausine.
Hav Medlidenhed med mit Øre,
Hav Medlidenhed med mit Syn.
afsides.
Jeg seer nok at jeg paa ingen anden Maade skiller mig ved den gamle Nar, end ved at sætte i Værk hvad jeg har besluttet.
Bilbo.
Tænk paa mine tre Herregaarde, kiereste Sinemoer! paa mine gode Egenskaber, og min Paryk a la Brutus; paa at jeg som en troe Hyrde har opholdt mig fiorten Dage her ude paa Landet, for at have Dem i Nærheden, for Comoditetens Skyld. Jeg bander ellers aldrig, sær om Hverdagen, men Fanden rafle Effen eller Ueffen med mig om en Flaske sydende Beg, om jeg ikke er saa forliebt —
Clausine undseelig.
Herr von Bilbo, siden De da trænger ind paa mig med saa megen ungdommelig Heftighed, saa nødes jeg til at giøre Dem en Tilstaaelse.
Bilbo.
Ret saa, kiereste Clausine! Ret saa.
Clausine.
Men da min Undseelse —
Bilbo.
Aa hvad! lad Undseelsen ryge ad Helvede til. Det er en Fordom, en Levning af den barbariske Middelalder.
Clausine.
De ønsker en endelig Erklæring, Herr von Bilbo, og jeg har længe været betænkt paa at give Dem den; men — da Læben nægter mig sin Tieneste, saa maa et Tegn erstatte, hvad Ordet ikke formaaer.
Bilbo afsides.
Hun vil give mig et Tegn? Det er et godt Tegn. Høit Kom med Tegnet, Barn; kom med Tegnet.
Clausine.
De erindrer at vi en Aften, i smukt Maaneskin, gik igiennem Skoven sammen.
Bilbo.
Ak ja! Det var en deilig Aften. Dengang var jeg endnu gammeldags klædt. Maanen blandte sit hvide Skin med Pudderet paa min Paryk og straalede saa sværmerisk ned giennem de tykke Løv, paa mine velbørstede Sølv-Skoespænder.
Clausine.
Vi kom til en Plads i Skoven, hvor der laae nogle store Kampestene oven paa hinanden.
Bilbo.
Der sank jeg paa mine Knæe, og giorde Dem en formelig Kierligheds-Erklæring.
Clausine.
Men blev forhindret midt i Talen —
Bilbo.
Da mine sorte Emses Buxer i det samme brast for Knæerne, saa at Uldstrømpen foer ud, som den blege Maane giennem Skyens Rift paa Himlen. O jeg erindrer det altsammen.
Clausine.
Nu vel, Herr von Bilbo! Ved dette gamle Altar, som De selv kaldte Kierlighedens, er der en stor tyk Busk. Dersom De vil umage Dem derhen, saa vil De bag denne Busk finde en Gave, som vil sige Dem mit Hiertes endelige Mening. Min barbariske Undseelse tillader mig, som sagt, ikke at sige Dem den selv. Lev vel saalænge kiere Herr von Bilbo!
Nejer og gaaer.
Bilbo fuld af Glæde.
Søde Clausine! Først et Ord. — Hun er alt fløiten. Begeistret Hun forsvandt, som Jægerens Hund, paa Maanens Horn, i Nattens Blæst — som Klopstok2 siger i sin Oschade. Lyksalige Bilbo! Hvad kan det være? Et brændende Hierte! Et Par Duer som nebbes. En Vergißmeinnicht! Vore Navne i Dræk, i Træk, vilde jeg sige. Amor ridende skrævs over en Tønde! Nei det er sandt det er Bachus, Gud for Viinhandelen. Jeg iler, trods min Podagra, trods mit Sting i Siden, trods mine Ligtorne. Kierlighed overvinder alt! Den udretter alt! Den har giort Markerne flade og Steilerne bakkede, hvad vilde jeg sige, Bakkerne steilede. Den brøler giennem Nattergalens Stemme og piber igiennem Ukrudtet paa Marken. Jeg iler efter Tegnet. Jeg iler.
Obersten. En Tiener.
De komme hurtig ind af den anden Dør.
Obersten.
Saae den fremmede Gartner mig?
Tieneren.
Nei, Herr Oberst!
Obersten.
Du lader dem ogsaa altid rende lige ind, kan du ikke passe paa? Havde han seet mig, saa havde han ikke sluppet mig før jeg havde taget ham i Tieneste; det er jeg vis paa. Lad ham gaae, siig jeg er ikke hiemme. Jeg har arvet nogle Penge, det er sandt, men Rigdom kan faae Ende, og om det saa var den hovedrige Mand Atapaliba, saa kunde han dog ikke fylde Salen med Guld, skiønt det gieldte hans Liv.
Tieneren.
Han bad mig flye Obersten sit Skudsmaal.
Obersten.
Naar jeg ingen Gartner bruger, saa bruger jeg heller ikke hans Skudsmaal. Kan du ikke begribe det, Karl? Tieneren vil gaae Hvor skal du hen?
Tieneren.
Jeg vilde bringe ham det tilbage.
Obersten.
Bie lidt — Jeg kan dog sagtens kikke deri, for Løiers Skyld. Flye mig det. Læser Hm! Gode Skudsmaal. Tilfreds Et Genie! Giør nye Anlæg. Der Teufel! — I en anden Tone Hm! Projektmager! Nar! Tydsk Vindbeutel! Lad ham rende. Tieneren vil gaae Hei Kaspar! Du er ogsaa saa forbandet gesvindt. Lad ham komme ind. — See paa ham kan jeg dog uden Penge. Tieneren gaaer Nei, nei, nei! Kaspar!
Tieneren.
Herre!
Obersten.
Lad ham komme ind, Caspar! Tieneren gaaer Er dog kuriøs for at see den Karl.
Gartneren
kommer ind med en stor Havesax under Armen og giør mange Complimenter.
Unterthänigster Diener, min Hr. Obrist!
Obersten.
Servitør! Han søger Tieneste hos mig?
Gartneren.
Getroffen, gnädiger Herr! getroffen.
Obersten.
Hvad duer han egentlig til?
Gartneren.
Til alting, Herr Obrist.
Af min Skudsmaal De kiender mich schon.
Gartner bin ich von Profession,
Hækker jeg planter i krumme Gange,
Graber Kanalen ut som en Schlange,
Krandser den rundt mit Blümelein;
Lächeln so lieblich in Sonnenschein!
Ærinder kan jeg til Byen gaae;
Tiden med Indfald Dem forschlaa;
Um zu stellen mein Hunger und Durst
Spiller jeg Dem en god Hans Wurst,
Klipper med Saxen, singer med Munden,
Drikker paa Oberstens Sundhed und Liv
Gierne Pokalen ud til Bunden.
Alles zu Nutzen und Tidsfordriv!
Obersten.
Ja det er altsammen ganske godt, min kiere Ven! Men jeg har ikke Raad til at holde saa mange Folk.
Gartneren.
Po Lønnen ansees ikke Herr Oberst, men kun paa en honet Omgang.
Obersten.
Kan han klippe Historier ud i Hækker, Gartner?
Gartneren.
Ja grausam, Herr Oberst. Jeg har een Sted faaet en Bræmie, hvor jeg udklippede Jerikos Beleiring, mit Maurenes Instirtelse, und Basunernes Lid.
Obersten.
Der Tausend. Det var store Ting. Thi sæt ogsaa at det er en Helvedes Løgn, hvorom jeg ikke tvivler, saa er allene Løgnen Pengene værd. — Nu det er mig kiert. Jeg trænger just til en Karl som kunde klippe mig godt Gestalter ud i Hækker. Jeg har mange af dem i min Have, og ønskede gierne at gaae noget en gros i denne Kunst.
Gartneren.
Darin thuen Sie sehr wohl, hochzuverehrender Herr! At handle en gros er for nærværende Did den Kunst af alle Kunster, som feder sin Mand bedst.
Obersten.
Disse Kanaler og Dievelskaber kan jeg ikke lide, derimod en smuk Buxbomfugl i en net, tæt, og velreven Hækkegang — det giver en Hauge et vist ærværdigt Udseende.
Gartneren.
Richtig Herr Oberst, om saadan en Hauge kan man sige, dat det er en Hauge som baade har Neb und Kleer.
Obersten.
Hør nu Gartner! Jeg har en stor Hække henne ved Parken, der har jeg tænkt paa at faae Historien udklippet om Laban og Jakob, og Faarene, og Vandet med Kieppene. Jeg har en Kakkelovnsplade derinde, som han gierne kan tage til Mønster, da det er Sommer og vi ingen Stuevarme behøve i denne Tid.
Gartneren.
Herr Obersten vilde also have den Stikke in Basrelief?
Obersten.
Ja!
Gartneren.
Obersten.
Nu da?
Gartneren.
Obersten vil prøve om jeg er en Vindbeutel.
Obersten.
Er han dog saa klog?
Gartneren.
Men i saadan en Snare kunde jeg ikke falde, uden jeg hafde en Haarbeutel. Nein, Herr Oberst! Egyptische Obelisker, Pyramider, und andre solche kleinichkeiten, Damer mit Poscher paa, Fugle und andre fiirbenede Diir, so vidt sträcker sig min Kunst, Herr Oberst! Aber weiter nicht!
Obersten.
Der har han da Fæstepenge; og gaae saa ned i Kiøkkenet, og faae sig Noget at bide paa. Har jeg saa mange Folk, kan jeg sagtens have ham med.
Gartneren.
Ergebenster Knecht, Herr Oberst! Ergebenster Knecht. Will ihnen ein sehr nützlicher und uneigennutziger Diener sein. Aber, um nicht das eine ins andre zu reden — Hvor er Veien til Kikkenet?
Obersten.
Der!
Gartneren.
Allerunterthänichster Diener, Ihro Gnaden! Will sogleich meinen Dienst anfangen. Gaaer
Obersten.
Det er en Uglspil! Vittig Canaille! — Du gode Gud! Bare det nu ikke er en Spitsbube. — Det var en dum Streg af mig. Jeg lader altid mit gode Hierte trække af med mig. Nu! — Det faaer at komme derpaa an.
Skoleholderen og Jakob;
den sidste med en stor Sæk paa Nakken.
Skoleholderen.
Tilgiv, bevaagne Herr Oberst, at jeg kommer uden at lade mig anmælde. Tieneren var ikke tilstæde. — Bliv tilbage Jakob, siger jeg!
Jakob.
Bliv selv tilbage, siger jeg; og lad mig komme frem med min Pose.
Skoleholderen.
Jeg har Ting af Vigtighed at forebringe.
Jakob.
Ja jeg ikke destomindre. Dersom han kunde see igiennem Sækkelærred, saa vilde han forundre sig.
Obersten.
Jakob, er du gal? Har du ikke mere Respekt?
Skoleholderen.
Skylder du mig ikke din intellectuelle og moralske Dannelse, Knægt?
Jakob.
Har I ikke faaet fiir Skilling ugentlig, i rette Tid? Saa veed jeg baade den intægtuelle og borealske Dannelse er betalt. Ak naadige Herre! Lad Skolemesteren gaae at jeg kan faae Audients.
Obersten.
Jakob! Du veed at du er et Fæe.
Jakob.
Ja, naadige Herre, det veed jeg.
Obersten.
Jeg kan ikke bruge dig til nogenting, og sender dig derfor af Medlidenhed ud, at opgrave mig Urner og Steenknive, og saadan noget Skrabsammen, til mit Naturaliekabinet.
Jakob.
Ja, naadige Herre! Der er ikke et Ord Løgn i hvad han endnu har sagt.
Obersten.
Og har du ikke selv tilstaaet mig, at du ikke duede til at opdage det Bitterste?
Jakob.
Jo, men nu tager jeg mine Ord i mig igien, thi det er Løgn i min Hals.
Obersten.
Hvad har du da der i din Pose?
Jakob.
En Kiempe, Husbond.
Obersten.
Hvad for noget?
Jakob.
En Kiempe, siger jeg. Heel og holden som han er kommen af Moders Liv. Af Veien, Skolemester! at jeg kan læsse ham af. Han er tung som en Ulykke, efter sin Død.
Obersten.
En Kiempe?
Jakob.
Ja, ja! En Kiempe, en Jette, en Rise, som her vrimlede af i gamle Dage, indtil Syndfloden kom og druknede de Hunde allesammen.
Obersten.
Jeg kan ikke blive klog paa den Snak.
Jakob.
Ja saadan er det at see sig om i Verden. Havde jeg nu aldrig været i Husbonds Neutraliekabinet, og seet alt det Dievelskab, saa havde jeg ikke forstaaet mig paa’et. Det er Magen til den døde Karl, der har kostet Husbond saa mange Penge, og som er faldet ned fra Maanen; hvorfor han ogsaa hedder Maaneden, eller hvad det er.
Obersten.
Mumien?
Jakob.
Ja rigtig. Den, Husbond han har givet tusind Daler for. Men min koster ingenting, og dersom det nu er en Han og en Hun — men det er da endelig sandt, de ere døde!
Obersten.
En Mumie! Men saa siig dog —
Jakob.
Jeg grov, som Husbond befalede mig, nede i Høien ved Ellemosen. Der er forskrækkelig megen Jord i saadanne gamle hedenske Gravhøie. Endelig fandt jeg denne Karl, som jeg nok troer skal være ægte, saa at Husbond kan have Ære af ham, i sit Neutraliekabinet.
Skoleholderen.
O lad os see, Jakob.
Jakob.
Ja det troer jeg nok, nu vil han see, før var han saa stor paa det, og lod mig høre jeg havde Dannelse.
Obersten.
Naa, ingen Sliddersladder! Luk op.
Jakob
aabner Sækken og tager en gammel trøsket Portstolpe ud, med en Knap for Enden.
Sikken en Karl! Det var anderledes Folk end nu omstunder.
Obersten.
Dit Bæst! Det er jo Enden af en gammel Portstolpe.
Jakob.
Af en Portstolpe? Ja saa vil jeg alle mine livfødte Dage gielde for en Porthund. Lad sig sige, Husbond, af Folk der har bedre Forstand. Det er en Mumie! Kan han ikke see, der sidder Hovedet jo endnu.
Skoleholderen.
Ha ha ha ha!
Jakob.
Grin af Satan, Skoleholder! og ikke af den salig Siel. Han har kanskee været en bedre Christen end I.
Obersten.
Det er en Portstolpe, siger jeg dig Karl!
Jakob.
Jo nu skal man nok see at man giør Portstolperne den Ære og begraver dem i gamle hedenske Gravhøie. See, naadig Herre! Karlen har været sine fulde tre Alen lang!
Obersten.
Gaae, Dosmer! Jeg kan ikke bruge dig til nogen Ting.
Jakob grædende.
Kan Husbond heller ikke bruge Mumien i Neutraliekammeret?
Obersten.
Gaae, siger jeg. Paa Øieblikket ud af Værelset med det Snavs.
Jakob
I det han stopper Stolpen i Posen og kommer den paa Ryggen, ved sig selv.
Det kan gierne være, at det er Kong Pharao i Egypten, som druknede i det røde Hav. Men saadan gaaer det: „Naar Døren er lukt og Lyset er slukt, da er den glemt som ude er lukt.” Det er ikke værd at nøde Godt i Ondt. Lad os gaae Deres keiserlige Majestæt. — Jakob gaaer. Obersten gaaer fortrædelig frem og tilbage.
Skoleholderen.
Jeg beder Herr Obersten ikke at tænke længer paa den Daare; men at række et naadigt Øre til mine Ord. Begge Hændernes Fuldskab, i Anledning af den kiere Frøkens Geburtsdags Celeberation, ere noksom bekiendte, og trænger ikke til nogen nøiere Analyse. Jeg har slæbt som et Bæst.
Obersten.
Jeg veed, min gode Mand, at han giør sig megen Umage for min Skyld. Den unge Spillemand kommer dog?
Skoleholderen.
Løftets Givelse fremavlede et sikkert Haab. Men Caracterens Besynderlighed hos den unge Apollo er sielden. Han spiller ikke for Penges, men Æres Erhvervelse. Ikke for Mandfolks Fornøielse, men Fruentimmers; ikke for stygge Fruentimmers Fornøielse, men Smukkes.
Obersten.
Kiere Mand, baresten han vilde vænne sig af med den forunderlige Stiil.
Skoleholderen.
Hielpeordenens Fyldekalk, i de levende Sprog, søger jeg saa meget som mueligt at dræbe, naadige Herre. Ordenes Ciceronianske Kraftcompacthed. —
Obersten.
Nu godt! Han vil slaae Sproget ihiel. — Saa altsaa Spillemanden er saa løierlig?
Skoleholderen.
Men komme giør han; thi han sagde — jeg taler hans Ord og ikke mine: Om end Frøkenen var saa hæslig, som den sovende Venus i et Voxkabinet, sagde han, saa skulde han dog komme, da Kammerjomfruens, Beates, Skiønhed var befunden tilfredsstillende.
Obersten.
Sagde han det?
Skoleholderen.
Ord til andet; undtagen at jeg sætter det i noget bedre Stiil; thi ved Italiens Giennemreise har Modersmaalets Forglemmelse havt en bestandig Formerelse.
Obersten.
Gid Fanden havde ham med alle hans Elser.
Skoleholderen rørt.
Band ikke Elsenavnet, naadige Herre! Det var min salig Hustrues Nomen Proprium.
Obersten.
Det er altsaa en ægteskabelig Kierlighed, han bær til alle Sprogets hyppige Elser?
Skoleholderen.
Det er jo en uskyldig Fornøielse.
Obersten.
Fornøi han Else uskyldigt længe nok.
Skoleholderen.
Men nu kommer Forkyndelsens Bedsthed: Som jeg gaaer igiennem Skoven i Dag, med mine Skolebørn, som havde indstuderet det af mig forfattede Carmen, i Anledning af den høie Fødselsdag, og som jeg kommer paa en Plads, falder min Øines Direktion pludselig paa nogle Kampestene, hvis Størrelse ere af en usædvanlig Storhed; og ved den end ydermere nøjere Beskuelse, finder jeg Navnet Freyas Udhuggelse derpaa, med store latinske Bogstaver; hvoraf jeg giør den Slutning, at man i gamle Dage har benyttet sig af dette Altars Brug, til den gamle Forelskelsesgudindes Tilbedelse.
Obersten.
Hvad siger han, Skoleholder! Et Altar med Freyas Navn paa?
Skoleholderen.
Som efter Udseendet at dømme i det mindste er hugget et Par tusind Aar før Verdens Skabelse.
Obersten.
Den skal i Naturaliekabinettet.
Skoleholderen.
Jeg er forvisset om, at Menighedens ikke ubetydelige Antal Heste vilde giøre et frugtesløst Forsøg paa dens Borttrækkelse. Men jeg har en anden Plan, naadige Herre! Hvad om Højtiden i Morgen blev bestemt til at holdes der?
Obersten.
Fortræffeligt! Byen jeg skal samle;
Unge Folk og Gamle.
Der er Rum til et Springom,
Deideridom! og Deideridom!
Der med Lyst og Sang og Brag
I Hædre hendes Fødselsdag.
Skoleholderen.
Og hun skal staae
Med Blomsterkrandser og Bielder paa,
Udklædt som Forliebelsens Gudinde,
Og alle de Karle og Piger forbinde,
Som Obersten har bestemt til Forening
Paa denne Dag, efter min Formening.
Obersten.
Er han gal?
Skoleholderen.
Gud bevare!
Obersten.
Er han fuld?
Skoleholderen.
Ikke heller.
Obersten.
Min Datter med Bielder?
Skoleholderen.
Naa dem kan man jo spare.
Naadigste Herre, bliv ikke vred,
Hvis jeg har talt i Enfoldighed.
Jeg vil ej fornærme Respekten,
Men ikkun formere Effekten,
Til Høitidens bedre Opnaaelse.
See det er min Sandheds Tilstaaelse!
Obersten.
Alt godt min Ven.
Skoleholderen.
Saa maa vi da tænke om igien,
Paa noget, som Frøkenen mere kan hædre —
Og som klæ’er hende bedre!
Obersten.
Giør det, saa skal jeg hans Viisdom skatte.
Skoleholderen spekulerende.
Havde vi bare to dygtige Katte.
Dog de maa vel findes i hele vort Sogn.
Obersten.
Hvad skal de?
Skoleholderen.
De skal trække Frøkenens Vogn.
Obersten.
Min ærlige Mand!
Tilsidst han det mager,
At jeg maa troe hans Vid og Forstand
Maa findes blandt bortkomne Sager.
Skoleholderen.
Eya! kiere Herr Oberst, Eya!
Frøkenen skal jo agere Freya.
Og Mythologien siger forsand:
Hun havde af Katte et kosteligt Spand.
Obersten.
Min Datter skal ei være Gudinde!
Skoleholderen.
Ikke det? Ja pyt!
Saa faaer vi at tænke paa noget Nyt. —
Hvad siger Herr Oberst om: Freyas Præstinde!
Obersten.
Præstinde? det er mere devot.
Det Indfald er kosteligt Schwerenoth!
Skoleholderen.
Af hvad der er skeet
Herr Oberst har seet,
Herr Oberst maa mærke:
Opdagelse
Opdragelse
Og Pligtens Iagttagelse
Hos mig er lige stærke.
Obersten.
Nu er jeg ham bevaagen
Det Indfald var ey slet.
Skoleholderen.
Men kommer der ey nogen?
Obersten.
Følg i mit Kabinet.
Skoleholderen.
Nu er mit Hierte let.
De gaae.