Fire og tredivte Sang
Forrædere imod Velgiørere.
Forrædere imod Velgiørere.
Saalunde tog tilorde nu min Fører;
"Sku frem, om du kan see ham i det Fierne."
Som man, naar tæt en Taage Luften slører,
Hvad heller Nat det bliver paa vor Klode,
En Mølle skimter fiernt, som Vinden rører:
Saadan en Bygning nu at see jeg troede;
Og bagved Skialden Skiul var ei at finde
Jeg trykked mig for Vinden, angst tilmode.
Vi stod — med Frygt jeg lader Sangen rinde
Hvor Skyggerne var heelt af Iis omspændte,
Liig Splinter, man igiennem Glas seer skinne.
En laae, en Anden lodret stod; her vendte
De Hovedet op, der Saalen; hist i Bue
Stod En, saa Ansigtet ved Foden endte.
Vi vandred frem, indtil det monne hue
Min Mester god at vise mig den fæle
Skabning, som før saa deilig var at skue.
Da skød han mig foran og bød mig at dvæle:
"See, der er Dis! Nu først vil ret det gielde,
Dit Bryst med Mod og Kræfter at besiæle!"
Forlang ei, Læser! at jeg skal fortælle,
Hvor kolde mine Lemmer blev og stive
For svagt er hvert et Sprog til Sligt at melde.
Jeg var ei død og var dog ei i Live;
Tænk du nu ved dig selv, naar Livet viger
Og Døden med, hvordan man saa maa blive.
Høit raged Kongen over Smertens Riger
Med Brystet op af Søens Iis den klare;
Og jeg Giganterne langt mere liig er,
End deres Krop blot liig hans Arme vare.
Tænk nu hvordan det Hele var, hvis Orden
Til sligt et vældigt Stykke skulde svare.
Var han saa skiøn, som nu han fuul er vorden,
Og hæved dog mod Skaberen sit Øie,
Vel kommer da fra ham al Vee paa Jorden.
O hvilket Under! da jeg skued nøie,
Saae jeg, hans Hoved havde Aasyn trende;
Eet, blodigrødt, sad foran paa den Høie,
Med det forened sig de andre tvende,
* Hvert af dem over hver sin Skulder stillet,
Og mødtes oventil ved Kammens Ende.
Imellem Hvidt og Guult det høire spilled,
Det venstre med en Lød liig Deres trued,
Som boe, hvor Nilen sig i Dal har trillet.
Og under hvert to Vinger ud sig bued,
Saa store, som til slig en Fugl at svinge;
Jeg aldrig slige Seil paa Havet skued.
Foruden Fiær, som Flaggermusens Vinge,
Var de at see; de viftede saalunde,
At trende Vinde der fra dem udginge,
Saa kolde, at Cocytus frøs til Bunde.
Han med sex Øine græd, og fra tre Hager
Blodfraade randt og Taarerne nedrunde.
I hver af Mundene han som med Brager
En Synder knuste mellem sine Tænder,
Og der er tre, som han saa grusomt plager.
Af dem den Forreste knap Biddet kiender,
Thi Kløerne paa samme Tid ham flænge,
"Hün Siæl, hvem hist de største Kvaler trænge,
Det Judas er," lod Mesteren mig vide,
"Han Hovedet inde har, hans Been nedhænge.
Men af de To, hvis Hoveder nedad glide,
Det Brutus er, den sorte Snude klemmer
See, hvor han taus sig vrider i sin Kvide!
Og det er Cassius med de stærke Lemmer.
Men Natten stiger, det er Tid at gange,
Thi vi har skuet Alt, hvad Helved giemmer."
Som han mig bød, jeg slynged Armen bange
Omkring hans Hals, og nu, til rette Tide,
Da Vingerne just aabned sig, de lange,
Greb Skialden i den haarbevoxte Side;
Derpaa fra Tot til Tot, imellem Haaret
Og Isens Skorpe, langsomt ned vi skride.
Da paa slig Viis vi komne var til Laaret,
Hvor det bevæger sig i Hofteleiet,
Han vendte sig med Nød, af Haanden baaret,
Saa hvor hans Been var før, han Hovedet neied,
Og hang sig fast, liig En, der opad higer,
Som om vi os igien mod Helved dreied.
Tungt stønnende, liig mødig Mand, han siger:
"Hold godt dig fast; thi viid, man kan kun slippe
Fra slig en Jammer bort ad slige Stiger."
Tilsidst han giennem Hullet i en Klippe
Mig hialp, og ved dens Rand vi os nedlode,
Varsomt, at ikke Foden skulde glippe.
Jeg løfted Øiet; Lucifer jeg troede,
Som jeg forlod ham før, igien at finde,
Og saae hans Been, der op i Veiret stode.
Og om jeg da forvirret blev i Sinde,
Kan Hoben tænke sig, som ikke kiender,
"Stat op!" lød Skialdens Røst; "nu Hvilen ender!
Lang er vor Vei, og Solen allerede
Det var ei nogen Høiloftssal, vi skrede
Opad, men en naturlig Klippekielder,
Med ujævnt Gulv, hvor Lys og Skygge strede.
Før jeg gaaer bort fra Dybet, nu jeg melder,
Seer gierne jeg, o Skiald! om for at drage
Mig af Vildfarelsen, du lidt fortæller.
Siig, hvor er Isen nu? Hvor kan han rage
Med Benene i Veiret? Hvordan svinger
Fra Nat til Morgen Solen sig saa fage?
"Du troer endnu at staae,” hans Røst da klinger,
"Hiinsides Centrum, hvor jeg lod mig bære
Af Syndens Orm, som Verden giennemstinger.
Der var du kun mens jeg steg nedad, Kiære!
Dengang jeg dreied mig, forbi vi fore
Det Punkt, som til sig trækker alt det Svære.
Nu hvælves over dig den anden store
Omhvælver og dens Top, som Ende giorde
Paa den Mands Liv, der fødtes uden Brøde.
Din Fod nu paa den lille Rundkreds skrider,
Her Morgen er, naar hist mod Nat det lider;
Og han, vi klattred nedad, giennem Skoven
Af tykke Haar, staaer nu som alletider.
Paa denne Side faldt han ned fraoven,
Og al den Jord, som først var her at skue,
I Skræk for ham sig skiulte da bag Voven,
Og flygted hen til vor Halvkugles Bue.
Men dette Rum lod vist den Jord tilbage,
Der er et Sted, saa langt fra Dybets Drage,
Som Graven strækker sig; men ei man finder
Med Øiet det, man kan det kun opdage
Ved Lyden af en lille Bæk, der vinder
Iævnt skraanende sig i sit mørke Leie,
Og af et Hul, den boret har, nedrinder.
Der gik vi ind, for ad de skiulte Veie
Nu til den lyse Verden hiem at vende;
Og uden nogen Hvile meer at pleie,
Vi klavred opad imod Stiens Ende,
Hvor enkelte af Nattens skiønne Terner
Jeg alt igiennem Kløften kunde kiende;