Chr.K.F. Molbech (1821–88)

Da Constantin fik dreiet Ørnens Vinger¹

        „Mod Himlens Løb, som først den fulgte trolig

        „Med Oldtids Helt, Lavinias Betvinger:

„Holdt meer end hundred Aar og hundred rolig

        „Guds Fugl sig hisset, ved Europas Ende,

        „Nær Biergene, hvor først den havde Bolig.

„Der styrede den Verden, og med tvende

        „Hellige Vinger over Jorden skygged,

        „Til den fra Haand til Haand kom mig ihænde.

„Jeg er den Cæsar Iustinian, som rykked,

        „Ved Kiærlighedens Bistand i det Høie,

        „Af Loven ud, hvad mig for meget tykked.²

„Før jeg paa dette Arbeid kasted Øie,³

        „Kun een Natur i Christus jeg erkiendte,

        „Og med en saadan Tro lod jeg mig nøie.

„Men Agapet, den hellige, der tiente

        „Som Overhyrde Herren, fra min svære

        „Vildfarelse til bedre Tro mig vendte.

„Jeg troede ham og skuer nu hans Lære

        „Saa klart, som i Modsigelser du skued

        „Det Ene sandt, det Andet falskt at være.

„Saasnart min Fod med Kirken gik, oplued

        „Mig Herren til det store Værk at fremme,⁴

        „Og jeg hengav mig heelt, som det ham hued.

„Min Belisar jeg Sværdet gav igiemme,

        „Og Himlens Haand stod saadan bi den Kiekke,

        „At det var mig et Tegn at blive hiemme.

„Her kan mit Svar dit første Spørgsmaal dække,⁵

        „Men selve Svarets Egenskaber tvinge

        „Mig til at blive ved og Meer tillægge,

„At du maa see, hvor Begges Ret er ringe,

        „De, som imod det hellige Mærke turde

        „Begynde Strid, og de, som nu det svinge.

„See, hvilke Dyder det ærværdigt giorde

        „Alt fra den Stund, da Pallas faldt tilfode,⁶

        „Og ved sin Død det Magten gav paa Jorde!

„Du veed, hvorlunde det i Alba boede⁷

        „Trehundred Aar og længer, indtil Stævnet,

        „Hvor Tre mod Tre for det i Kampen stode.

„Du veed, hvad i syv Kongers Tid det evned,

        „Fra Kvinderovet til Lucretias Jammer,⁸

        „Beseirende hvert Folk, man trindtom nævned.

„Du veed, hvor vældigt det i Krigens Flammer

        „Med Romas Folk Brennus og Pyrrhus saared,⁹

        „Samt andre Fyrster slog og Forbundsstammer;

„Da var det, Quinctius, der fik Navn af Haaret,¹⁰

        „Decier og Fabier og Torquatus finge¹¹

        „Det Ry, hvis Priis jeg her har glad frembaaret.

„Det mægted hine Horders Trods at tvinge,

        „Som overskred med Hannibal de Fielde,

        „Fra hvilke, Po! din Kildes Bølger springe.

„Som Ungersvende, seirende, med Vælde

        „Stred Scipio samt Pompeius i dets Skygge;¹²

        „Den Høi, du fødtes ved, det maatte gielde.

„Derpaa, da Himlen til sin Fred og Lykke¹³

        „Tilbage vilde føre Verdens Lande,

        „Greb Cæsars Haand det, efter Romas Tykke.

„Dets Færd fra Varus indtil Renus’ Strande,¹⁴

        „Har Era seet og Isara og Senna,

        „Ja hver en Dal, som skikker Rhodan Vande.

„Men dets Bedrifters Flugt, da fra Ravenna¹⁵

        „Det svang sig over Rubicon i Striden,

        „Den følges ei af Tunger eller Penne.

„Mod Spanien vendte det sin Hær, og siden

        „Imod Durazzo; det Pharsalia kued,

        „Saa ved den hede Nil man følte Kviden.

„Antandros det og Simois gienskued,¹⁶

        „Fløi saa derfra, hvor Hektor Hvile nyder,

        „Hen hvor dets Flugt ei Ptolomæus hued.¹⁷

„Derfra det lynende mod Juba bryder,

        „For snart igien mod Vesterled at drage,

        „Hvorfra den Pompeianske Tuba lyder.

„For dets Bedrifter i de næste Dage¹⁸

        „Brutus og Cassius i Helved skrige,

        „Og Modena, Perugia hørtes klage.

„Og endnu græder hun, der maatte vige¹⁹

        „For. Mærkets høie Fører, til hun, stukket

        „Af Slangen, brat betraadte Dødens Rige.

„Med ham det paa den røde Strand sig vugged,²⁰

        „Med ham det slig en Fred til Verden bragte,

        „At Ianustemplets Dør blev heelt tillukket.

„Men hvad det Banner, der min Tale vakte,

        „Først havde giort og siden skulde føie

        „Dertil, saavidt det over Land sig strakte:²¹

„Det synes mørkt, naar Tegnet i den høie,

        „Den tredie Cæsars Haand man har beskuet

        „Med luttret Sind og med et klaret Øie.

„Thi den Guds Retfærd, som har mig opluet,

        „Forundte det, ført af hiin Haand, at føde

        „Den Hævn, hvormed hans Vrede vældig trued.

„Hør! og til Undren skal mit Ord dig nøde:

        „Med Titus tog det nu, hiinsides Havet,²²

        „Hævn over Hævnen for den gamle Brøde.

„Og dengang Longobardertanden gnaved

        „Vor hellige Kirke, bag dets Vinger hasted

        „Den store Carl til Hiælp og Fienden aved.²³

„Nu kan du dømme selv om dem, jeg lasted,²⁴

        „Og deres Feil, hvoraf al Nød og Kvide

        „Oprunden er, som over Jer sig kasted.

„En af dem vil med gule Lilier stride²⁵

        „Mod Rigets Tegn, og En for sig det tage;

        „Saa hvo der feiler meest, er svært at vide.

„Du heller under anden Bannerstage

        „Din Kunst, o Ghibelliner! du, som prøver

        „Bestandig det fra Retfærds Vei at drage.

„Og slaa det ikke ned, du nye Røver,

        „Carl, med din Guelferhær, men vogt dig heller²⁶

        „For Ørnens Klo, der flaaede større Løver.

„Heelt mangen Gang en Søn med Taarer gielder

        „Sin Faders Skyld, og ei er det Guds Tykke,

        „At Han for Lilierne sit Vaaben fælder.

„Viid, denne lille Stierneklode smykke²⁷

        „De gode Aander nu, som ivrigst vare

        „For Navn og Eftermæle sig at bygge.

„Naar Længslen deri hvile kan og fare

        „Saa langt af Vei, maa visselig den sande

        „Kiærligheds Straaler være mindre klare.

„Men det er just en Fryd i disse Lande,

        „Vort Værd at maale med den Løn, vi funde,

        „Og see dem begge lige høit at stande.

„Den levende Retfærdighed saalunde

        „Blidgiør vort Sind og dets Begier forsoner,

        „At aldrig efter Ondt vi tragte kunne.

„Forskiellige Stemmer danne søde Toner,

        „Saa giør vort Livs forskiellige Trin tilsammen

        „Just Harmonien sød blandt disse Throner.

„Her indeni vor Perle lyser Flammen

        „Af Romeos Lys, hvis skiønne Daad nu vinder²⁸

        „Ham bedre Løn, end hist, og større Gammen.

„Men Provençalerne, som var hans Fiender,

        „Skal ikke lee, thi det er altid gaaet

        „Den slet, hvem Andres Retfærd var til Hinder.

„Raimondo havde fire Døttre faaet,

        „Og alle bleve Dronninger — see, dette²⁹

        „Har den ydmyge Pilgrim formaaet!

„Og dog bevæged Avindsord den Slette

        „Til med en retviis gammel Mand, som ikke

        „Blot svared Ti, men Tolv, at gaae irette.

„Da gik han, fattig, og lod Alting ligge;

        „O, kiendte Verden ikkun ret hans Hierte,

        „Der Bid for Bid sig Livet maatte tigge —

      „Kvad den hans Lov med endnu større Smerte!