Tiende Sang
Kiættere.
Kiættere.
Nu vandrer ad en snever Sti, der dølger
Sig mellem Gravene og Murens Tinde,
Min Mester frem, og jeg hans Fodspor følger.
O høie Kraft, jeg mæled, som herinde
Igiennem Syndekredsene mig fører!
Tal, om Du vil, stil mig tilfreds i Sinde!
Kan ei det Folk man skue, der sig rører
I disse Kister her, som er saa fulde?
Hvert Laag er løftet, ingen Vagt jeg hører.
Han svared: "Alle Grave lukkes skulle,
Naar de engang fra Josaphat hidvende
Med Legemerne, som hvile nu i Mulde.
Viid: Epicurus og hans Følgesvende,
Som Siæl med Legeme til Døden vier,
De have deres Kirkegaard histhenne.
Hvis derfor blot en liden Stund du bier,
Da skal du for dit Spørgsmaal Fyldest fange,
Og for det Ønske med, hvorom du tier."
Og jeg: Du Gode! Ei jeg skiuler bange
Mit Hierte dig; du gav mig selv den Lære,
At jeg skal bruge faa Ord, ikke mange.
"Stands, o Toscaner! du, hvis Fødder bære
"Dig giennem Ildens Stad førend du døde!
"Stands, du som taler høvisk og med Ære!
"Mig røbed dine Ord, da nys de løde,
"At i hiint ædle Land du haver hiemme,
"Som jeg maaskee har voldt for tung en Møde."
Slig Lyd fra en af disse Kisters Giemme
Sig trængte brat, og til min Fører hældte
Jeg tæt mig op, skrækslagen ved hiin Stemme.
"Vend dig omkring! hvad giør du?" Skialden meldte,
Du kan ham see fra Hoved indtil Belte."
Alt i hans Aasyn mine Øine skue;
Høit kneisende hans Bryst og Pande vare,
Som om han trodsig vilde Helved true.
Min Førers Hænder, modige og snare,
Ind mellem Gravene mig stødte bedre:
"Lad dine Ord," han mæled, "vorde klare!"
Da ved hans Grav, blandt hine Troesforrædere
Jeg stod, han stirred paa mig som i Vrede,
Og spurgte mig: "Hvo vare dine Fædre?"
Og jeg, som til at lyde ham var rede,
Dem alle nævnede med freidig Pande.
Da løfted sine Bryn han lidt dernede,
Og sagde: "Vildt de kæmpede forsande
"Mod mig, min Slægt og mine Venner gode,
Jeg svared: Om de deres Hiem forlode,
De vendte begge Gange dog tilbage,
Men dine Frænder ei den Konst forstode.
Da steg der for mit Blik af Graven fage
En anden Aand; jeg troer, sit Knæ han bukked,
Thi knap han naaede Farinatas Hage..
Rundtom mig speided han i Indelukket,
Som om han vented endnu En at finde,
Og først da hans Forventning reent var slukket,
Græd han og sagde: "Hvis i dette blinde
"Fængsel ved Aandens Høihed frem du ganger,
"Hvor er min Søn? hvi er han ei herinde?"
Og jeg: Slig Kraft ei af mig selv jeg fanger,
Mig fører han, som venter hist ved Side;
Hans Ord og Straffen, som han maatte lide,
Thi kunde jeg saa fuldt et. Svar ham vide.
Da sprang han op og løfted Veeraab høie:
"Du sagde agted — er han ei i Live?
"Rammer det søde Lys ei meer hans Øie?"
Og da han saae, jeg tøved med at give
Ham Svar en Stund, og ingen Trøst han hørte,
Faldt baglænds han, for i sin Grav at blive.
Mig til at standse, skifted ikke Miner,
Bøied ei Kroppen eller Nakken rørte;
Og i sin Tale videre han triner:
"At ikke de forstod, hvad Konst du kalder,
"Langt meer end dette Lee, det mig piner.
"Halvhundred Gange blot sit Aasyn tænder,
"Siig mig hvorfor — saasandt dig Skiebnen sender
"Op til den søde Jord — hiint Folk har vraget
"I hver en Lov saa grusomt mine Venner?"
Som farved Arbia rød, er Grund, at slige
Da sagde han og sukkede tillige:
"Der var jeg ikke ene, og forsande
"Ei uden Grund begyndte jeg at krige.
"Da man af Jord Fiorenza vilde slette,
"Og jeg kun værged den med aaben Pande."
Ak, bad jeg ham, saasandt din Sæd, den trætte,
Maa finde No: løs mig den Knudes Traade,
Som her om mine Tankers Dom sig flette.
Ifald jeg hører ret, saa kan I raade
Forud, hvad fierne Tider skulle bringe,
Men i Nutiden har I anden Maade.
"Og han: "Liig dem, hvis Syn er svagt og ringe,
"Vi ikkun skue det, som fiernt og sidst er;
"Saameget Lys vi af Alherren finge.
"Naar Tingen nævnes eller er, da brister
"Vor Sands; og hvis vi ei det faae at høre,
"Veed vi slet Intet af hvad Jorden frister.
"Nu kan du selv forstaae, har du laant Øre,
"At al vor Kundskab reent døer bort og blindes
"I samme Stund, Gud lukker Fremtids Døre."
Siig ham, der faldt, hvad han ei før erfared,
At blandt de Levende hans Barn end findes.
Og at jeg før var stum og ikke svared,
Siig ham, det kom af, mine Tanker strede
Med den Vildfarelse, du nys mig klared.
Da kaldte mig min Mester allerede;
Thi bad jeg hurtig Aanden, mig at skikke
Besked om hvo der hos ham var dernede.
Han mæled: "Over Tusinde her ligge.
"Er begge her, Fleer nævner jeg dig ikke."
Derpaa han skiulte sig, og giennem Dalen
Gik jeg tilbage til den gamle Sanger,
Og grunded paa, hvad Ondt mig varsled Talen.
Nu vandred Skialden frem, og mens han ganger,
Han spørger: "Hvi er du saa mod i Sinde?"
Og paa sit Spørgsmaal hurtig Svar han fanger.
Da bød Viismanden mig: "Drag vel i Minde
Alt, hvad der her blev sagt dig, du skal lide;
Hør nu!" og Fingeren hæved han derinde:
"Saasnart du stander foran Hendes blide
Lysglands, hvis fagre Øie Alting kiender,
Og derpaa han tilvenstre Foden vender;
Fra Muren nu ad Midten til vi stunde,
Langsmed en Sti, der i en Dal sig ender,
Hvis onde Stank heelt oppe mærkes kunde.